HomeOpskrifter (Page 9)

Opskrifter

Nashville hot chicken kommer fra Nashville (surprise!), nærmere bestemt biksen Prince’s Hot Chicken. Skrønen omkring den famøse hot chicken er, at der  i 1930’erne,var en gæv gut ved navn Thornton Prince, der havde brugt hele natten på lidt ungpigejagt og efterladt lillemor derhjemme.

Da han så vågnede op om morgenen med gevaldige tømmermænd, var der ikke ligefrem sympati at hente hos den hjemmegående hustru. Hun ville således lære ham en lektie og lavede friteret kylling til ham (som man åbenbart gør i hjerteanfaldenes hjemland).

Der var bare et twist: hele herligheden blev overdænget med chili, så Thornton kunne få en lektie for livet. Mod al forventning, viste det sig, at den ikke så stakkels tømmermandsplagede mand vældig godt kunne lide sin morgenmad. Først blev hot chicken en familieret, som senere voksede sig til at blive en biks ved navn Barbecue Chicken Shack og senere igen Prince’s Hot Chicken.

Seafood boil er i staterne på en og samme tid en ret og en social begivenhed, lidt på linje med krebsegilde og DM i rejepilning. I mulighedernes land kan man støde på seafood boil fra Louisiana til New England, hvor hver landsdel har deres eget særpræg. Nogle boils er cajuninspirerede, andre skal tilberedes på stranden ved brugen af drivtømmer, og andre igen indeholder kun krebs eller krabbe. Fælles for alle seafood boils er at de består af… du gættede rigtigt: sømad eller det vi andre betegner som skaldyr, der er dampet eller kogt.

En pesto er lavet med basilikum, hvidløg, pinjekerner og  Parmigiano Reggiano (parmesanost). Punktum!
Men læser man i John Dickies bog Delizia! er der en lidt anden beskrivelse af, hvad pesto alla genovese er. Sekondløjtnant Giudeppe Chioni var krigsfange under første verdenskrig i Celle, Hannover. I fangeskabet oplevede han stor sult, som han og kammeraterne tildels kompenserede for ved at skrive en kogebog. Under sovser var den første opskrift “pesto alla genovese”. Denne sovs bestod af basilikum, hvidløg, persille, en smule æg, krydderier og sardinsk pecorino.
Mange italienere vil påstå, at det ikke har noget med en pesto at gøre, hvilket set i et historisk lys, ikke er korrekt. Den pesto vi kender i dag, er en afart af denne oprindelige opskrift, som sikkert igen er tilblevet fra noget helt tredje. Med denne historiske ballast tillader jeg mig at tolke pestoen på en en ny og nok lidt mere velkendt måde.

“Hvad er det her for én”, spurgte den unge pige bag kassen i supermarkedet og kiggede forvirret på den hvid-grønne knold, hun havde i hånden og derfra til den laminerede oversigt over vej-selv-grøntsager, hun havde liggende ved kasseapperatet.
“Det er en fennikel”, svarede jeg høfligt.
“En hvad?”. Pigebarnet så ud som om jeg talte russisk.
“En fennikel”, gentog jeg.
“Den står altså ikke på min oversigt.” Pigebarnet så helt fortabt ud, da hun greb røret og ringede til sin kollega i Frugt & Grønt efter assistance.
“Ja, det er mig”, sagde hun ind i røret. “Der er en kunde, der vil købe en fæææ-niii-kel. Det er sådan en hvid og grøn én. Hvordan taster jeg den ind….??”

Ovenstående samtale udspillede sig for noget tid siden i vores  supermarked. Og gudhjælpemig om det ikke skete igen lidt senere – en ny dag i et nyt supermarked. Fennikel står åbenbart ikke fast på menuen hos alle danske familier, og det er egentlig synd, for det er en af de absolut mest lækre grøntsager, som så småt er på vej i sæson.

De fleste, der har spist blåmuslinger, har fået dem dampet i hvidvin, hvilket også er helt klassisk og ganske utroligt velsmagende. Men nu når man har fået dem hvidvinsdampet med alt lige fra bacon til ged, så skal der fornyelse til (samt afprøvning af min nye Weber gasgrill), og denne gang skulle de gratineres.

Gratinering af muslinger er næsten lige så klassisk som hvidvinsdampning, men lige en tand mere besværgeligt end dampede muslinger, som jo er den absolutte superfastfood. Jeg vil mene, at jeg kan lave en portion muslinger i hvidvin, hurtigere end en bumset teenager kan svinge en Big Mac menu over disken på McDaka. Der ud over er der en kvalitetsforskel på linjemuslinger fra Limfjorden og en gang kødaffald mellem to stykker sandkage.

I nedenstående opskrift, er der brugt to slags smør, en estragonsmør og en chilismør. Er du ikke til chili, giver du den bare dobbelt op med estragon, er du derimod capsaicinoholiker og trænger til dit daglige fix, så drop estragon. Men drik under alle omstændigheder en kold øl til, aller helst en tjekkisk pils (til kvinderne) eller en dry stout.

Italienerne har deres bruchetta og crostini som ret beset er ristet, daggammelt brød med forskellige topping. Jeg har nu aldrig fået dem med røget laks og ærtemos, så lad os bare kalde retten her noget mere lokalt som “forårstoast”.
Vi serverede den som en lille forret forleden, da vi havde lidt god rossini-laks i køleskabet, som endelig ikke måtte smides ud.
Lige nu vrimler det med løgkarse i naturen og de de friske skud og blomsterne er ret fine at tage med ind i køkkenet.

Hvide asparges med stenbiderrogn er næsten en kliche på dansk forår. Det er på en eller anden måde alt for let at kombinere hvide asparges, en smørmættet sauce og stenbiderrogn og kalde det en ret. Det er i hvert fald billige point, når der skal serveres aftensmad – max på smag og udseende med et minimum af indsats.
Skal du imponere konen/kærsten (fordi du lige har købet en Weber gasgrill med tre brændere, for de penge der var afsat til en barnevogn) eller får svigerforældrene på besøg i anledning af mors dag (som du havde glemt), så er det her retten at servere. Uden at få sved på panden kan du få duperet konen/kæresten/svigermor (og forhåbenligt få tilgivelse).

Jordbær og rabarber passer frygtelig godt sammen. Og blandet til en kompot der afkøles og serveres ovenpå en fløjlsblød panna cotta, så er der ikke et øje tørt. Denne her er krydret med frisk sort peber og en lille smule frisk chili. Altså du vælger selv om du vil smide en hel habanero ned i kompotten, men meningen er egentlig bare at chilien og peberet skal give en smule krydret varme.
Panna cotta er i øvrigt én af dessertverdenens hurtigste at lave. Og nemmeste. Hemmeligheden bag en vellykket panna cotta er at koge fløden forsigtigt ind og så ikke tilsætte for meget husblas. Kommer du for meget i bliver den mærkelig blævret og gummiagtigt. Den skal helst bare lige holdes sammen af gelatinen, så den fortsat er silkeblød og cremet. Nogen laver den med mælk. Det er en uskik. Panna cotta betyder “kogt fløde” – ikke “kogt mælk”….

Du er ikke i tvivl om, hvad du spiser, når du sætter tænderne i de små hvide mini-blæksprutter med armene strittende i alle retninger. Det er der nogen, der er lidt udfordret på, men er du mindre sart og har lidt gastronomisk udsyn, kan de små babyblæksprutter ikke anbefales kraftigt nok. De er voldsomt velsmagende, sødlige og tager rigtig godt imod smag. Her er tre måder, du kan servere dem på.

Top