HomeOpskrifter (Page 7)

Opskrifter

Høje tærter blev populære i England, i midten af det nittende århundrede. Teknikken blev – som så meget andet gastronomisk – importeret fra Frankrig. Egentligt var det selve formene, der var den store revolution og ikke selve tærten. Siden middelalderen har man lavet højre tærter, men dejen var af en sådan beskaffenhed, at den ikke kunne spises. Dens eneste funktion var at agere hylster, hvilket betød at man skar låget af og gravede tærtefyldet ud. Men så kom nogle kloge franskmænd på en ide: metalforme som kunne skilles ad. På den måde blev det muligt at lave høje tærter, hvor også dejen kunne spises.

Der er tale om en højborgerlig middelalder ret som efter tidens trend, indholder ikke ubetydelige mængder tørret frugt. Men tørret frugt er lidt af en jungle, at bevæge sig ud i. Først og fremmest er der spørgsmålet om div. sprøjtemidler, hvilket er værd at undgå. Dernæst er der det æstetiske udtryk, hvor hver vil ikke gerne have store, nærmest neongule abrikoser og sultanarosiner? Tjo… prisen er så bare, at de er svovlede. Hvis du vil undgå både sprøjtemidler og svovldioxid i din tørrede frugt, så køb økologisk. Jeg har i opskriften bruge små tørrede figner og sultanarosiner fra Urtekram.

Det er snart nytårsaften, og dermed tid til at det helt store gastronomiske brød slås op. Det skal være old school ekstravagant med hummer, søtunge, foie gras (for nogen), kaviar og ikke mindst trøfler. Der bliver serveret velkomst-snacks, amuse-bouche, et par forretter af fisk, en hovedret, ost og dessert, samt lidt sødt til kaffen.

Med andre ord: Når man kommer til osten, er det ikke 17 forskellige slags og ligeså meget tilbehør, man længes efter. Oste OD er noget man forbeholder til andre særlige lejligheder, hvor det er den eneste attraktion. Nytårsaften må man ty til princippet: less is more. For selv om den store ostevogn ikke rulles ind af en tjener i kjole og hvidt, skal det stadig se ud af og være noget særligt.
For eksempel en fantastisk fusion mellem en helt og aldeles pragtfuld camembert og en lille sort trøffel.

Briocher er det ultimative luksusbrød. Det består mest af æg, smør og mel. Derudover kan tilføjes små mængder af vand, mælk, fløde eller cognac. Den mest almindelige formning  af en brioche hedder petite og laves i en riflet form, med en lille kugle på toppen.Andre typer er flettede, eller lavet i brødform.

Selve dejen er ikke særligt svær at lave, men at forme en petide brioche er en anden sag. Her kan du ser hvordan det gøres. Briocherne i  den her opskrift er meget små, hvilket vil sige at de er bagt i en briocheform på ø 6 cm. Hvis du vil have større briocher, må du bruge en større form og ændre på bagetiderne.

Toulouse, Castelnaudary og Carcassonne mener alle at være cassouletens oprindelsessted. Hvad der kommer i og hvordan en cassoulet laves, skulle angiveligt give anledning til hæftige diskussioner og sporadiske blodsudgydelser. Men lidt enighed er der dog. Nogle fanatiske cassoulet-tilhængere, der klæder sig ud i røde Ku Klux Klan dragter og kalder sig The Universal Cassoulet Academy, kæmper for cassouletens fremme – på trods af geografiske skel og cassoulet-versioner. Deres svorne formål er:

  • to promote Cassoulet and the ingredients involved in its creation
  • to organise and participate in any event which might further the awareness of Cassoulet , symbol of the cultural heritage of the region

Nedestående opskrift er på cassoulet fra Castelnaudary, som er kendetegnet ved at indeholde and og svin. I Toulouse skal der lam i, mens der i Carcassonne skal svin og agerhøne i. Hvis du giver dig i kast med en cassoulet, så skal du prøve at se, om du ikke få fingrene i en cassole (der af navnet cassoulet). En cassole er et lerfad, ikke er ulig et klassisk dejfad (underforstået: brug et dejfad).

Brandade er en klassisk sydfransk sag, men versioner findes også i Spanien, Italien og Portugal. Kort sagt, så er brandade hvidløgs-kartoffelmos med klipfisk. Og det er netop klipfisken, der gør brandade til noget særligt.

Af en eller anden grund, virker klipfisk til at have et dårligt ry. Dybest set er det bare meget salt torsk, kuller eller hvilling (klipfisk har et saltindhold på mellem 16-22%), som man udvander, og som på mange måder kan bruge som almindelig torsk. Pga. af saltningen og tørringen har klipfisk et lavere vandindhold end friske torsk, hvilket får klipfisk til at smage lidt kraftigere. Se på klipfisk som på parmaskinke – hvilket jo også bare er en saltet og tørret skinke, og den er der ikke ret mange der har noget mod at spise.

Jeg har et ikke særligt hemmeligt kærlighedsforhold til kløbenboller, og ikke sjældent er jeg smuttet ind, når jeg ser en god bager, der har dem i vinduet. Om man definerer kløbenboller som brød eller kage er vist et spørgsmål om religion. Men den særlige specialitet er hvert fald proppet med rosiner, kandiseret pomerans og ikke mindst COCKTAILBÆR! som man jo ellers har lidt svært ved at finde anvendelse for.
Bollerne smager så godt, at du kan spise dem som de er, men de tager ikke skade af, at blive smurt med smør. Og nogen sværger til en skive ost…

Må indrømme, at vi her i huset – som som mange andre vel – har en svaged for sprøde snacks, der har været en tur forbi fritureolien. Friterede blæksprutteringe er én af favoritterne.
Kan du skaffe en hel tiarmet blæksprutte, er det klart at foretrække, men alternativt, kan du på frost købe ferske blæksprutteringe. De er ikke gode til ret meget andet end en tur i frituren, men her fungerer de så faktisk helt okay.
Ringene vendes i en beignet-dej og kommer derefter ned i den varme olie, til de er sprøde og gyldne. En lille dip til og et glas hvidvin vil være helt efter bogen.

Timian i dessert. Kan man det? Jep, og det her er en fucking genistreg, som jeg opfandt forleden. Intet mindre!
Klementinerne ligger og marinerer i en skøn blanding af hvidvin, muscovado, kanel og timian. Og det er en fuldstændig fantastisk kombination, som jeg virkelig vil opfordre dig til at prøve. Timianen og kanelen giver en krydret fylde og vinen holder det hele lidt i skak.
De her blev serveret med letpisket creme double rørt op med kornene fra en vanljestang, men lidt alm flødeskum, creme fraiche eller en skefuld vaniljeis ville også være lækkert.

Sensommeren er det absolut fedeste tidspunkt at være en mad-fedeterøv på. Det er muligt at gå på et godt gammeldaws æblerov og få stukket hænderne til blods ved at sanke havtorn. Hyben er der rigeligt af, men husk at plukke dem over hundetis-højde. Hvis man er lidt af en bær-oholiker med officielt medlemsskab af ABP (anonyme bærplukkere), der der rig mulighed for at få et hurtigt fiks med ribs, stikkelsbær og brombær.

I nedenstående opskrift, er den indre nærigrøv sluppet løs og der er bleve sanket æbler og havtorn i rigeligt mål. Ikke alene er æblerne og havtornen gratis, set smager også godt.

Top