HomeOpskrifter (Page 6)

Opskrifter

Det er lidt uklart hvem der har opfundet hollandaisesaucen, men nogle teorier går på at den stammer fra Holland, mens andre mener, at den er kreeret af de franske Huguenotter. Uanset hvad så er det en sauce, som bør være en del af enhver hjemmekoks repertoire.

Hollandaise er en af de fem modersaucer og bruges ofte til Eggs Benedict, laks hollandaise eller som base for sauce musseline med tilhørende dampede asparges. Generelt er det en sauce, der er godt egnet til fisk, lette grøntsager og æg.

Da en hollandaise er en emulgeret sauce, skal den tillaves på samme måde som en mayonnaise, dvs. en æggeblomme eller flere røres med en eller anden form for fedtstof. Teknikken er at tilsætte sit valgte fedtstof – i hollandaisens tilfælde er det smeltet smør – i meget små mængder til at starte med. Når saucens så begynder at tykne, kan man tilsætte smørret i lidt mere rigelige mængder, men vær varsom alligevel.

Mange er lidt skræmte ved tanken om, at lave saucer som mayonnaise, bearnaise og hollandaise, fordi de kan skille. Og ja, mine saucer skiller da også engang imellem, men det høre til sjældenhederne – i virkeligheden er det ikke så svær, så se at komme i gang!

Det er ikke ofte, at vi laver vegansk, men når det sker, er det ikke af ideologiske årsager, eller fordi vi er på kur. Vi gør det simpelthen, fordi det kan smage rigtigt godt. Ikke forstået sådan at alt vegansk smager godt, men det har bestemt sine lyspunkter indimellem. En sidegevinst er også, at man både er klimavenlig og venlig ved sig selv – og så er den glorie vist pudset færdig!

Kålsalat med sprøde kikærter er et godt eksempel på en ret, der på en og samme tid smager godt og er vegansk. Kålen der er brugt, er en palmekål. Man skal være lidt varsom med kål som salater. Rødkål, hvidkål, grønkål og rosenkål skal snittes meget fint, ellers er det lidt som at tygge drøv på en gammel papkasse fra Aldi. Spidskålen kan man være lidt grovere ved, men ikke meget. Palmekål (aka cavolo nero eller sortkål) kan næsten behandles som en almindelig salat. Det skyldes, at bladene ikke er så tykke som ved de øvrige kåltyper, undtagen grønkålen. Men grofthakket rå grønkål har en tendens til at stikke i ganen.

For at sparke lidt gang i palmekålen, er der kommet en dressing af tahin og hvidløg på, samt sprøde kikærter med masser af chili. Det giver en masse fedme, som veganske retter ellers let kan komme til at mangle. Den tahin der er brugt er fra Urtekram, hvilket efter min mening er den bedste – og tro mig, der er forskel. Den her smager af hvad det er – malende sesamfrø. Andre supermarkedsmærker kan godt være noget harske i det.

En lidt husmoderlig fordel ved denne salat er, at den holder sig godt i køleskabet, da salatbladene hverken bliver brune eller slatne. Faktisk smager salaten bedre efter et par timer på køl.

Nej, der er ikke noget der hedder nordiske tacos, men det lyder bedre end pandebrød med smelt.

Hvis nu et par gæve vikinger var sejlet til Mexico, plyndrede, stjal, dræbte og kidnappede et par mexicanske señoritas, så ville der måske være en sandsynlighed for, at noget der kunne kaldes nordisk taco…..
Hov, stop, holdt…! Der var engang nogle gæve vikinger, der tog til Mexico og plyndrede, stjal, dræbte og kidnappede et par señoritas. Da señoritaerne kom til norden, havde de ikke mango og chili, så de måtte bruge, hvad der var ved hånden: ølandshvede, smelt og grønkål. Og på den måde blev den nordiske taco til. Det er ikke noget jeg har fundet på, det står på en runesten i Bølling.

Min gode ven og Danmarks flinkeste madblogger Thomas fra madetmere.dk, skrev forleden til mig og spurgte, om jeg ville have lidt kød. Lidt efter kom der en besked mere med “Der er rigtigt meget kød”. Han nærmest virkede lidt desperat, hvilket undrede mig lidt. Det var der en ganske god forklaring på:
Han havde lige taget billeder for en ny kunde og stod tilbage med sit eget køleskab fyldt med kød, et nyt køleskab købt til lejligheden ligeledes fyldt med kød, samt lidt kød fyldt i en termokasse. Som den gode ven jeg nu er, valgte jeg at hjælpe ham af med lidt af kødet. Det var hårdt naturligvis, men nogen skulle jo hjælpe den stakkels mand.

Iblandt tyndsteg og entrecotes var der også et helt kalveinderlår. Kalveinderlår er i min verden lig med benløse fugle, bankekød, vitello tonnato, roastbeef, saltimbocca og først og fremmest tatar. Og her taler jeg ikke om skrabet tatar eller sådan noget sjovt noget, der ligner hakket oksekød fra køledisken, fordi det er kørt igennem en kødhakker. Næ nej, tatar skal skæres i små tern i hånden, og det er ikke nær så besværligt, som det lyder.

Det her er en old school se-jeg-kan-få-noget-til-at-se-mega-posh-ud-med-butterdej-ret. Generelt har jeg det med butterdej, som jeg har det med buffalo-støvler. Engang var det the shit, men forestil dig at stylte gennem herreekviperingen i Magasin iført et par sko med en sål der er ramt af elefantitis. Tiden er bare løbet fra dette fodtøj, der fik mig til at se 180 ud og tiden er løbet fra butterdejen.

Jovist, du kan finde mange opskrifter med butterdej på nærværende blog, men det tog mig også alt for lang tid at begrave fodtøjet fra helvede. Og så er der desværre bare det med butterdej, at godt nok kan du ikke servere det uden en vis ironisk distance, men uanset hvad, så smager det sgu godt.

Hvad der klæder dette (af og til) smørfyldte elskovsbarn, af en pakke smør og en bolledej rigtigt godt, er ting i creme. I nedenstående opskrift er det jomfruhummere i creme, men det kunne lige så godt være kylling, torsk eller muslinger.

Choripán er argentinsk street food-galor. Som så meget andet street food er choripán super simpel mad og en god mellemting mellem en hot dog og en sandwich. Faktisk består den kun af tre komponenter: Brød, en grillet chorizopølse og chimichurri. Hvis du køber brødet og chorizo, så er det bare at lave chimichurri og samle.

Choripán skule angiveligt stamme fra de argentinske gauchoer (cowboys). Gauchoerne tilbragte meget af deres tid på Argentinas åbne græssletter, hvor deres eneste mulighed for at tilberede mad var et bål. Senere blev choripánen også populær i byerne, hvor den udgør en fast bestanddel af næringen til fodboldkampe, men kan også købes i små boder i Buenos Aires og er en populær “forret” til asadoer (grillfester).

Panforte er en mange hundrede år gammel toscansk opfindelse og en sej, sød og massiv kage fyldt med frugt, nødder og honning.På grund af de varme krydderier er det også en konfektkage, som passer godt til jul.Som alt andet har italienerne deres helt egen mening om råvaresammensætningen, men du kan stort set bruge de nødder, tørrede frugter og varme krydderier i den blanding, du har lyst til. Her er brugt kandiseret sukat og pomerans, som du flere steder kan købe i store stykker herop til jul, men du kan også eks. bruge tørrede dadler, figner eller abrikoser. Det eneste der er lidt vigtigt er, at du overholder forholdet mellem honningmasse og fyld.

Top