Ramsløgssuppe med champignon og rød byg
Det er april og det er ramsløgtid. Der er intet som der signalerer forår, som at hørme ud af munden af ramsløg. Hvis du ikke har smagt ramsløg før, så giver navnet en god indikation. Et alternativt, men ligeså korrekt navn er stinkløg.
Ramsløg smager fantastisk og er virkeligt med til at give det ny nordiske køkken lidt kant, men hvad bedre er, at ramsløg er gratis. Ligesom med så meget andet ukrudt, så er ramsløg ikke til at holde tilbage, når den først er der.
De ramsløg der er i opskriften her, er plukket i Kongelunden på Amager. Hvis man går 200 meter ned fra parkeringspladsen, drejer til højre, over bag den rådne træstamme mellem de tre birketræer, der danner en ligebenet trekant og så lige rundt om en hybenbusk, så står du i ramsløg til knæene – Så Thomas, det er bare at gå på jagt og du får ikke mere ud af mig (Thomas fra madetmere.dk, vil meget gerne på ramsløg-jagt).