HomeOpskrifter (Page 13)

Opskrifter

For ikke så længe siden fik vi mulighed for at købe en halv friskslagtet frilandsged til en ret favorabel pris. Med indmad og hele molevitten. Og selv og den firbenede slikkede sig længselsfuldt om munden, da de fik øjenkontakt med leveren, blev det de tobenede, der endte med at få (det meste) på tallerknen. Gedelever smager stort set som leveret fra alle andre slags dyr – måske endda lidt mildere. Altså med andre ord kan du lave denne ret med den slags lever, som du nu kan få fat på.

Vi må indrømme det: Denne flæskesteg så primært dagens lys, fordi vi havde voldsomt lyst til flæskestegsandwich. Så har du nogen sinde spekuleret på, om man kan være bekendt at stege en hel flæskesteg, selvom I kun er to, eller sågar kun én, så er svaret et prompte JA.
Denne økologiske grisesteg vejede omkring 1,4 kg og rakte til tre personer i to dage i træk. Først flæskestegsandwich i første stadie (denne her) og dagen efter som sandwich med syltede agurker, mayonaise og rødkål. Og bagefter var der sågar nok til både at fryse 8 store skiver ned til coming-up-flæskestegsandwich-cravings og til at hunden kunne holde fest.
Pris: 144 kr. Det er en sjat dyrere, end den, der lå i køledisken ved siden af til 58,95, som til gengæld var stoppet med antibiotika, halekuperet og havde levet hele livet på et tremmegulv. Men ærlig talt, man behøver ikke selv være et svin, bare fordi man godt kan lide en god flæskesteg.

Charmen ved denne ret er, at den for det første er lavet på indmad og for det andet, at den benytter sig af en del af oksen, vi har en tendens til at smide ud, nemlig fedtet omkring hjertet. Det er synd og skam, når ellers gode dele af dyret smides ud, fordi fantasien slipper op. Det er den samme højmesse, som er blevet prædiket så mange gange før: Spis hele dyret eller lad være med at spise kød.

Dumplingerne bliver dejlig fluffy og ikke våde og klæge, som man kunne frygte. Mest af alt minder de om salte scones, lavet på oksehjertefedt og ikke smør. Ud over at være en smule særprægede, er de også en kærkommen afveksling fra ris, pasta og kartofler.

For efterhånden mange måltider siden, var vi på Geranium (lige efter de fik to dækblomster). Der fik vi serveret mange, meget elegante små anretninger, der var så fine og lette, at de nærmest forsvandt inden man fik dem i munden. Det var noget med en imiteret knivmusling med meget tynde skaller, et rustent søm på størrelse med en hårnål og meget tynde spiselige grene. Den sidsnævnte spurgte vi tjeneren til, og hun fortalte, at de blev lavet i en silikoneform og at størstedelen af dem aldrig blev til noget, da de knækkede.
Nedenfor er en mere hverdagsorienteret version af denne snack. Den er ikke så pæn, ikke så raffineret og helt sikkert ikke så svær at lave. Om det er et kvalitetstegn eller det modsatte, må der være andre der må vurderer. Jeg syntes bare, det er en ganske retfærdig måde at bruge noget, der ellers ville være smidt ud og give det lidt værdighed.

Rensdyrlav er for tiden, hvad sagogryn var for 10 år siden i det nynordiske køkken: Überhot!
Lav er ikke noget, de fleste forbinder med noget spiseligt, men det har ikke forhindret noma, Nordisk Spisehus og restaurant Tree Top i at sætte det på menuen. Den helt særlige struktur på rensdyrlav gør, at den nærmes forsvinder i munden, når man spiser den. Det er en relativ speciel råvare, da den ikke smager af ret meget, men det er den helt særlige konsistens, der gør den interessant.
Rensdyrlav i Danmark findes på hederne i nord og vestjylland, samt tæt omkring Karup lufthavn. Det er i øvrigt ikke anbefalelsesværdigt at plukke ret store mængder rensdyrlav, da den er meget nøjsom og langsomt voksende.

Her er en regulær cheapass-ret! Gratin! Man kan gøre den lige præcis så cheap. som man ønsker – her er den ret cheap med en enkelt laksefilet og et kvart blomkålshovede. Ja, det lyder ikke af alverden, men man bliver overrasket over, hvor meget det fylder.
Denne gratin er lavet med stivtpiskede æggehvider, der gør gratinen ekstra luftig og souffleagtigt. Derfor kan man ret let spise en ekstra portion.
Faktisk er gratin én af de retter fra min barndom, som er ved at gå lidt i glemmebogen. Det er egentlig møgærgerligt, for gratin  smager helt vildt godt. Go gratin!

Nogen mener at Hugh Fearnley-Whittingstall er vattet, (bl.a. min kommende hustru), andre mener, at han er visionær inden for lokalt producerede fødevarer (herunder undertegnede).
Siden hans spæde start på Discovery Channel for en 15+ år siden, har jeg fulgt med. Én af de ting jeg har set ham lave mange gange er noget på toast, herunder bønner og spinat. I denne ånd – og fordi jeg har en urban have (hvor grønkålen er dyrket) og derfor er lidt selvforsynende –  har jeg også lavet noget på toast.

For at det skulle blive mere end en frokosthapser, tilføjede jeg lidt okselever fra en fritgående højlandsko, som jeg selv har gået og klappet (måske, der var mange på marken).
Leveren vejede i alt 7,5 kg. så der er til et par toast. Er du interesseret i at se et billeder af leveren, så kig med her.

En af de ting vi har lært ved at skære ned på kulhydraterne er, at man kan gøre måltidet meget mere interessant ved at lave flere små retter i stedet for bare en enkelt. Ikke noget avanceret, bare enkelt, simpelt og godt.

En anden praktisk lektie vi har lært er, at når man skal spise billigt og går op i dyrevelfærd, så er der ikke nogen vej udenom enkelte dage med vegetarmad.

Med disse to gange visdom kommer sellerirösti med selleriremoulade, ovnbagt hokkaido græskar med brunet smørsovs og blomkålspure med stegte svampe og lynsyltede løg ind i billedet.

Græskarretten er inspireret af et besøg på Mandfreds, sellerirösti er bare old school klassisk vegetarmad, mens blomkålspureen er vores egen opfindelse. Skulle vi lave noget om,var det at blomkålspureenskulle have noget knas, som kontrast til de mere linde konsistenser.

Top