HomeOpskrifter (Page 10)

Opskrifter

Jordbær og rabarber passer frygtelig godt sammen. Og blandet til en kompot der afkøles og serveres ovenpå en fløjlsblød panna cotta, så er der ikke et øje tørt. Denne her er krydret med frisk sort peber og en lille smule frisk chili. Altså du vælger selv om du vil smide en hel habanero ned i kompotten, men meningen er egentlig bare at chilien og peberet skal give en smule krydret varme.
Panna cotta er i øvrigt én af dessertverdenens hurtigste at lave. Og nemmeste. Hemmeligheden bag en vellykket panna cotta er at koge fløden forsigtigt ind og så ikke tilsætte for meget husblas. Kommer du for meget i bliver den mærkelig blævret og gummiagtigt. Den skal helst bare lige holdes sammen af gelatinen, så den fortsat er silkeblød og cremet. Nogen laver den med mælk. Det er en uskik. Panna cotta betyder “kogt fløde” – ikke “kogt mælk”….

Du er ikke i tvivl om, hvad du spiser, når du sætter tænderne i de små hvide mini-blæksprutter med armene strittende i alle retninger. Det er der nogen, der er lidt udfordret på, men er du mindre sart og har lidt gastronomisk udsyn, kan de små babyblæksprutter ikke anbefales kraftigt nok. De er voldsomt velsmagende, sødlige og tager rigtig godt imod smag. Her er tre måder, du kan servere dem på.

Det her er en ret, direkte importeret fra Barcelona. De fleste kender til fornemmelsen af at genoplive ferieminder med et skud gastronomi. Det er sådan vi har det med friterede smelt. Det er en af de tapa, vi altid bestiller i Barcelona, når det er muligt. Men vi laver den også ofte herhjemme, da den samtidigt er en fantastisk god spise. Om opskriften på små friterede fisk originalt er med smelt, ved jeg ikke, men det er nok, det tætteste vi kommer under nordlige himmelstrøg.

Det charmerende ved friterede smelt er, at de spises hele med hoved, hale og indvolde. Det er nose to finne eating, når det er bedst. Hvis man ikke er i tapashumør, kan smeltene også serveres som forret – især første gang svigermor kommer til middag. Spiser hun den, har du vindet guld i 100 meter god-svigermor. Nægter hun, taler du ALDRIG til hende igen.

Opskriften er efter devisen: slump dig frem. I al sin enkelthed, er det bare nogle småfisk, der er vendt i mel og friteret. På den måde det en klassisk tapa, enkelt og simpel – perfekt tilbehør til litervis af cava og/eller øl.

Patata bravas er altid den tapas, vi først bestiller, når vi er i Spanien. Det er egentlig frygtelig simpelt, men der er bare et eller andet med de sprøde kartofler, den spicy bravas-sauce og den skarpe aioli, som bare er ualmindelig hyggeligt at sidde og hapse af.
På nogle tapasbarer blander de bravas-saucen med aioli eller serverer den uden aioli. Dertil er der bare at sige, at det skal de lade være med. Den er absolut bedst, når man får begge saucer til og selv kan sidde og dosere lidt.
Det er en af de få kartoffelretter, som kun bliver bedre med et glas cava til.

Denne tærte er en hyldest til “Pi Day” som er i dag d.14/3, eller som som man skriver datoer i staterne 3.14. Det er en dag, hvor konstanten pi fejres med tærte. (pie) Den første Pi Day blev arrangeret i 1988 af fysikeren Larry Shaw og er siden vokset til en verdensomspændende begivenhed.

Vi har valgt at fejre Pi Day med denne banoffee pie. Tærten skulle efter sigende være opfundet af Ian Dowding fra The Hungry Munk i England. Banoffee pie består mest af bananer og karamel (dulce de leche) og den opmærksomme læser har nok opdaget, at banoffi er en sammentrækning af det engelske banana og toffee.

Banoffee Pie består da også hovedsageligt af bananer og dulce de leche, foruden tærtebund og flødeskum. Som kronen på værket, skal der drysses kaffepulver over tærten. Kaffedrysset kan virke noget kuriøst, men er ikke desto mindre en central del af tærten. Undlader man kaffen, står man bare tilbage med en fad og meget sød sag, uden nogen form for modspil.

Den oprindelige version har en klassisk tærtebund, men i dag findes der også versioner med kiksebund, hvilket må siges at være at springe over, hvor gærdet er lavest. En primær del af fyldet er som sagt dulce de leche. Der er tre måder at få fingrene i dette vidunder.

1. Bland mælk og sukker sammen og inddamp det langsomt i ovnen
2. Simre en dåse kondenseret mælk i et par timer (i nedenstående opskrift er løsningsmodel nr.2 anvendt)
3. Køb færdiglavet dulce de leche på glas

Når tærten først er lavet, skal den også spises, da den ikke ligefrem bliver bedre af at stå. Der er således rig mulighed for at tvangsspise.

Ok, det her har intet med Marokko at gøre, ud over nogle saltsyltede citroner. De er så til gengæld, næsten lige så ikoniske for Marokko, som bacon er for Danmark. Med logikken om at man kan kalde alt med saltsyltede citroner a la Marokko, burde alt med bacon hedde a la Danmark. Pølser i svøb = pølser a la Danmark, pizza med bacon = pizza Danmark, Bacon Jam = Danish Jam.

Og så tilbage til de saltsyltede citroner eller l’hamd marakad, som de hedder på lokalt tungemål. I opskriften har jeg været doven og købt mine saltsyltede citroner hos min halalslagter, men de kan sagtens laves selv.

Angiveligt skal man helst bruge sorterne doqq eller boussera til hjemmelavede saltsyltede citroner, hvilket er easy at få fat i herhjemme. Det eneste man skal gøre, er et efterspørge dem nede i din lokale Netto. Gå raskt hen til den lidt sløvt udseende teenager, der er i fuld gang med at tage en selfie foran økomelet. Overbring ham dit ærinde, og så kan du bide spids på, at du har dine citroner dagen efter*.

*Sandheden er nok, at vedkommende du henvender sig til, er mere interesseret i hvilke snørrebånd Justin Bieber har hængt sig i, end at gøre sit job og imødekomme dig som kunde. Hvis du er heldig, så bliver du og dit ønske latterliggjort ude på lageret og dermed overbragt til butikschefen, (som sandsynligvis er førnævnte teenager). 

Nederst i en skuffe har vi et gammelt krustadejern uden håndtag. Det er ikke så ofte, men en gang imellem lufter vi den og fylder de små sprøde kopper med ét eller andet rart.
Krustader er dejligt old-school på den fede måde. Og så er det utroligt afstressende at stå og banke de færdige krustader af det glohede jern. Det er vist ikke helt nemt, at skaffe et krustadejern, men jeg har set det hos gode isenkræmmere og high-end køkkentøjsforhandlere.
Her er de lavet med en stuvning af frisk-pillede rejer. Og ja, de skal være friskpillede. Glem alt om vandspulede, pillede rejer fra frost eller endnu værre – de der horrible rejer fra lage. Bare lad være!

Det her er en opskrift, der er stjålet fra Thomas Pasfall. Den er oprindeligt lavet med pighvar, men fordi jeg havde noget frisk- og hjemmefanget torsk, blev den lavet med… ja, torsk.
Et andet godt argument er, at vi lavede retten nytårsaften, hvor man jo skal have torsk, ikke pigvar. Ifølge historie-online.dk så  begyndte vi at spise nytårstorsk som modvægt til den fede julemad.
Det ved jeg nu ikke om er helt sandt. Jeg hælder mere til en forklaring om, at man 1878 mellem jul og nytår, hyggede sig med at hælde indvand ned i svælget, og i manglen på kinesere og heksehyl brugte dynamit midt i al festivitasen. Når man så kunne køre den på tykt vendelbomål, var der ikke langt til havet. Hvad er så mere naturligt, end at slæbe 14 liter hjemmebrandt og ligeså mange kg. dynamit op i en gammel træjolle ved navn Hubertus XI? Herefter er det bare kyle dynamit i vandet og fiske torskene op, og på den måde blev nytårstorsken født. True story.

Top