Chimichurri er en sydamerikansk kold sauce, som spises til grillet kød. Den her - den grønne version - minder egentlig ret meget om en grofthakket pesto. Krydderurter, hvidløg og olie hakkes og vendes med olie og vineddike. Færdigt arbejde. Resultatet bliver en ret smagsindtens frisk sauce som
Der findes to slags salat i min verden. Den ene er de der sjove blade, der ingen næringsværdi har og som nogle gange er akkompagneret af en eller anden type frugt, som f.eks. pære, æble eller mango. De spiller som regel andenviolin i skyggen af
Selv om der efter sigende skulle findes skrifter fra 1800-tallet, der kæder kødboller og pasta sammen med støvlelandet, må spaghetti og kødboller vist siges at være amerikansk fortolkning af det italienske køkken. Der er sådan lidt "Tonys" køkken og Lady og Vagabonden over retten, som
Hvor lang tid tager det at lave aftensmad? Under et kvarter, viser det sig, når man borer lidt i danskernes køkkenvaner . Det er cirka så lang tid det tager at hente en pakke Schulstad rugbrød frem fra gemmerne, smørre et par madder med leverpostej fra Stryhns, (Den
Nogen gange har man lige lyst til at dyppe sin bøf i noget andet end en bearnaise. Bare sådan for variationens skyld. Hvis man alligevel ikke vil bevæge sig for langt væk, er sauce Cafe de Paris et fint alternativt. Den indeholder smør i samme rigelige mængder, men er en mere krydret og pikant sauce-variant. Og så er den super nem at lave, så hvis du nu er typen, der ikke lige vil løbe risikoen for en skilt sauce, når svigermor kommer forbi, så er denne her et mere sikkert valg – som smager lige så vildt.
Saucen kommer i øvrigt slet ikke fra Paris, men fra et spisested i Geneve, der opfandt den.
Saucens kusine er Cafe de Paris smørret, som man også af og til støder på. Det er egentlig bare en kryddersmør, der består af de samme ingredienser. Same same….but different…
Min gode ven og Danmarks flinkeste madblogger Thomas fra madetmere.dk, skrev forleden til mig og spurgte, om jeg ville have lidt kød. Lidt efter kom der en besked mere med “Der er rigtigt meget kød”. Han nærmest virkede lidt desperat, hvilket undrede mig lidt. Det var der en ganske god forklaring på:
Han havde lige taget billeder for en ny kunde og stod tilbage med sit eget køleskab fyldt med kød, et nyt køleskab købt til lejligheden ligeledes fyldt med kød, samt lidt kød fyldt i en termokasse. Som den gode ven jeg nu er, valgte jeg at hjælpe ham af med lidt af kødet. Det var hårdt naturligvis, men nogen skulle jo hjælpe den stakkels mand.
Iblandt tyndsteg og entrecotes var der også et helt kalveinderlår. Kalveinderlår er i min verden lig med benløse fugle, bankekød, vitello tonnato, roastbeef, saltimbocca og først og fremmest tatar. Og her taler jeg ikke om skrabet tatar eller sådan noget sjovt noget, der ligner hakket oksekød fra køledisken, fordi det er kørt igennem en kødhakker. Næ nej, tatar skal skæres i små tern i hånden, og det er ikke nær så besværligt, som det lyder.
Jeg tror altså ikke, man kan få den i Paris, men alle, der er vokset op i start-90erne, har prøvet at lavet den i skolekøkkenet. Egentlig er det jo en ret hyggelig ret, som man spiser alt for sjældent. Og med friskhakket oksekød og en skriggul, økologisk blomme på toppen er det en vinderret. Og nej – uanset hvor kronisk angst du er for salmonella, og uanset hvor mange opskrifter du læser med det budskab, kan du ikke bruge en pasteuriseret blomme til dette formål. Det bliver noget mærkeligt smat, og pasteuriserede blommer smager ikke af æggeblomme. Punktum. Du må prøve at leve lidt on the wild side.
Tænk engang hvis man kunne give sin sovs mere kødsmag, end selv den mest forkælede wagyu-ko, der har fået sin vilje hele livet. Det kan du nu… Med marvsauce!
Har du aldrig spist marv før, har du snydt dig selv for en oplevelse, der nærmer sig trøfler og kaviar. Marv er som at spise dyrets sjæl, der er ikke noget over og intet ved siden af. Herhjemme har vi altid trøfler og marvpiber på frys, og det er ikke for sjov. Vi tager marv seriøst!
Det er efterhånden længe siden, men vi lavede marvsauce med tilbehør nytårsaften, som hovednummeret efter en skudefuld østers. Reaktionen var ikke til at tage fejl af.
Benløse fugle er rigtig mormormad, men interessant nok er der ikke nogen i denne husstand, der er vokset op med benløse fugle. Hvad det skyldes er uvist, men der er ingen tvivl om, at vi begger er enige om at vi er gået glip af noget. Hvis du vil læse om nostalgi og trivia om benløse fugle, kan kan du læse mere hos madetmere.dk
