HomeMange til bords

Mange til bords

Toulouse, Castelnaudary og Carcassonne mener alle at være cassouletens oprindelsessted. Hvad der kommer i og hvordan en cassoulet laves, skulle angiveligt give anledning til hæftige diskussioner og sporadiske blodsudgydelser. Men lidt enighed er der dog. Nogle fanatiske cassoulet-tilhængere, der klæder sig ud i røde Ku Klux Klan dragter og kalder sig The Universal Cassoulet Academy, kæmper for cassouletens fremme – på trods af geografiske skel og cassoulet-versioner. Deres svorne formål er:

  • to promote Cassoulet and the ingredients involved in its creation
  • to organise and participate in any event which might further the awareness of Cassoulet , symbol of the cultural heritage of the region

Nedestående opskrift er på cassoulet fra Castelnaudary, som er kendetegnet ved at indeholde and og svin. I Toulouse skal der lam i, mens der i Carcassonne skal svin og agerhøne i. Hvis du giver dig i kast med en cassoulet, så skal du prøve at se, om du ikke få fingrene i en cassole (der af navnet cassoulet). En cassole er et lerfad, ikke er ulig et klassisk dejfad (underforstået: brug et dejfad).

Seafood boil er i staterne på en og samme tid en ret og en social begivenhed, lidt på linje med krebsegilde og DM i rejepilning. I mulighedernes land kan man støde på seafood boil fra Louisiana til New England, hvor hver landsdel har deres eget særpræg. Nogle boils er cajuninspirerede, andre skal tilberedes på stranden ved brugen af drivtømmer, og andre igen indeholder kun krebs eller krabbe. Fælles for alle seafood boils er at de består af… du gættede rigtigt: sømad eller det vi andre betegner som skaldyr, der er dampet eller kogt.

Jeg er tilhænger af at spise hele dyret. Det er ikke bare noget jeg siger for at være hipstersmart, men noget jeg lever efter. Faktisk fortrækker jeg indmad og off bits, frem for det regulære, kontroversielle og lidt kedelige kød.

Af og til bliver det så ekstremt (ikke for mig) at mit livs udkårende og medblogger siger: “Nu stopper ud, du vil bare have det, fordi det er underligt”. Citatet stammer fra da jeg ville ud og finde myrer til at krydre min mad med skærpekød.

Jeg mener helt reelt, at vil bør og skal mindes om, at det er dyr vi spiser. En gang hakket oksekød er der ikke nogen, der kan se, hvad er, men alle ved, hvad de står med, når de har et hjerte i hånden. Alle der spiser kød burde som minimum kunne slå et dyr ihjel, alt andet er hykleri.

Hvis man opfatter hjerter, lever, haler, hjerne, tæer, nyrer mm. som ulækkert er man både en smule afkoblet, fra det at spise dyr og gastronomisk udfordret. Alle disse ting smager fantastisk, det handler bare om evner i køkkenet.

Sjovt er det at det med at spise off bits og indmad er meget modebetonet. Der er ingen der rynker på næsen ar brisler, oksehale eller svinekæber, da de er på mode. Det faktum gør kun modstanden mod indmad og off bits mere hyklerisk.

Sumobrydning er en 1500 år gammel sport og har sine rødder i gamle Shintoritualer. Ligesom med andre sportsfolk er sumobrydere på en streng diæt, dog adskiller denne diæt sig på nogle områder fra de fleste: En sumobryder skal indtage 20.000 kalorier om dagen, for at kunne vedligeholde og evt. øge vægten.

Man forventer næsten pr. automatik at sumobrydere bare gufler alt hvad det kan i sig af Snickers-tempura og pomfritter med smør på. Sådan forholder det sig bare ikke. De spiser chanko nabe!

Chanko nabe er en meget sund og proteinrig gryderet med grøntsager, fisk og kød. Retten blev opfundet af sumobryderen Hitachiyama i starten af 1900-tallet. Ideen var at retten skulle kunne brødføde en mindre hær af sumobrydere, med et minimum af indsats fra kokken (som var og er en af juniorbryderne). Derudover skulle det også være billigt og næringsrigt.

Der er lige så mange versioner af chanko nabe som der er sumobrydere. Fælles for alle chankonaber er, at de starter livet som en dashi (fond på kombu og katsuobushi også kendt som bonito-flager). Herefter tilsættes soya, mirin, miso, tofu, kød, fisk og grøntsager.

Når jeg er udenfor i længere tid, f.eks. på fisketur og det sner eller regner, så drømmer jeg kun om én ting, og det er at komme hjem til en varm omgang Dublin coddle. Faktisk er jeg så vild med min Dublin coddle, at jeg af og til i feburer måned lufter hund kun iført shorts, for derefter at komme hjem og nyde følelsen af, hvordan en gang varm Dublin coddle luner.
Jo jo, nogle af naboerne kigger lidt, når man kommer traskende, men man må lide for gastronomien. Det er noget med at skabe en autencitet omkring måltidet. Vi kan vist alle sammen blive enige om, at en pizza smager bedre i Napoli end den gør på et kollegieværelse i Danmark, ikke pga. GPS-koordinaterne men fordi stemningen er anderledes.
På samme måde er det en stemning af at have mærket elementernes rasen (nede ved put ‘n’ take-søen) og ens fysik presset til det yderste (af at åbne en dåseøl med kolde fingre), der gør en Dublin coddle så god og lunende.

Nok snik-snak – her er en virkelig god opskrift:

Paellaen stammer fra Valencia og er oprindeligt lavet med hare, snegle og grønne bønner med bomba-ris. Vandmus og ål skulle også høre til den traditionelle paella. For at føje turisterne og spanier med mere moderne smagsløg, har paellaen udviklet sig i et utal af retninger. Den

Read More
Top