HomeKager (Page 2)

Kager

Tarte tatin kræver næppe nogen yderligere introduktion, og du slipper her for fortællingen om kagens franske forbindelse – og oprindelse – , som bliver genfortalt i det uendelige på de utallige andre madblogs og opskriftsportaler, der ligesom os er ret vilde med den omvendte æbletærte.
Til gengæld får du her opskriften, så du selv kan gå i gang med det samme, og gøre indhug på de tonsvis af æbler, der falder af træerne lige nu.

I sig selv er brombær egentlig ikke noget at skrive hjem om. De er mest bare ret sure. Men så får de lov at hygge sig med lidt sukker, og vupti bliver de meget, meget mere spændende.
Lige nu kan du selv plukke dem, hvis du altså ikke bliver overhalet indenom, af alle de andre selvforsynere på tur. Skulle det ske, kan du heldigvis også købe dem friske i dit supermarked. Og i nødstilfælde, kan de også trylles frem af fryser-disken.
De her brombærtærter er nok nogle af de simpleste, du kommer i nærheden af. Massen består bare af brombær og sukker. Du er velkommen til at tilsætte vanilje, lakridspulver og alt muligt andet – men faktisk kan jeg nogen gange godt lidt, at tingene smager af det de er. Og brombær er i sig selv ret komplekse i smagen.
Du kan både spise dem lune og kolde, men da der er husblas i, skal de lige have lov at sætte sig inden de er klar til servering.
De smager forrygende med letpisket flødeskum rørt op med en spsk. flormelis.

Kajkagen er en af dansk konditoris største opfindelser.  Helt seriøst! En kage formet og figureret som en skriggrøn frø! Det holder 100%!
At kagen så ovenikøbet er én af de bedste på hele konditori-kortet giver jo bare endnu flere point til denne smagfulde kage. At det særligt skulle være målrettet børn, er vi komplet uforstående overfor!
Uheldigvis er der de senere år kommet flere og flere håbløse kopier til kaj-kage markedet. Lad og slå det fast med det samme. En kajkage er IKKE en muffin beklædt med grøn marcipan! En kajkage er heller IKKE en tør lagkagebund toppet med kagecreme.
Næh..en ægte kajkage er derimod en mazarinbund belagt med et rigeligt lag lyserød smørcreme, betrukket med grøn marcipan.
Og allerede her har nedenstående ydmyge forsøg spillet fallit. Årsagen var såre simpel: vi var løbet tør for rød frugtfarve, men havde gul i stedet…

Sig hej til din nye yndlings-kage: Brownie møder cheesecake. For hvorfor egentlig nøjes, når man kan få begge dele?
Opskriften er en 1:1 gengivelse fra en venindes håndskrevne kagenotatbog, hvor øjensynligt kun de mest snaskede kageopskrifter finder vej. Mange af siderne ender vist med sætninger a la “Hvis du har lyst, kan du sagtens lave en større portion af toppingen”.
Det kan du skam også gøre med denne her, men jeg synes nu egentlig,  at du får fuld “snask” valuta for pengene, hvis du holder dig til de angivne mængder.
Jeg tillader mig at gengive den, for gode kageopskrifter skal ud at leve, så andre også kan få ondt i maven!

Hvis du også har en svaghed for hindbærsnitter, er det rart at vide, at det super nemt at lave dem selv. Og ægte hindbærsnitter skal – efter min mening – toppes med hvid glasur og rigeligt med frysetørrede hindbær. Til gengæld kan du lade tivolikrymmelen blive i skabet.
Skal det være rigtigt hjemmelavet skal du starte med at lave din egen hindbærsyltetøj til at smøre mellem bundene. Men du får ikke minuspoint, hvis du nøjes med at købe en god hindbærsyltetøj.

Chokoladefondant er små, varme chokoladekager, men en flydende indre af varm chokolade. Med andre ord; ren godhed.
Udfordringen med chokoladefondant er, at man (=jeg) tit kommer til at give dem alt for lang tid i ovnen, fordi man vitterligt ikke synes, at en kage skal være næsten rå. Men det skal de altså i dette tilfælde.
Af samme grund er chokoladefondant en dessert du skal spise lun, næsten lige fra ovnen. Når den er kold bliver en halv-rå kage ikke helt så spændende.

Du behøver altså ikke besvære dig med at bage fastelavnsboller til naboens tiggende unger i Fætter BR dragter. De vil alligevel hellere have en pose Haribo og en 20’er. Nej du skal lave fastelavnsboller til dig selv. Især de her, som er fyldt med hjemmelavet is proppet med marcipan og chokoladestykker. Og hvis du ikke når det til fastelavn, smager de også rigtig godt i april.

Jeg vil gå med til, at det her måske er lige på grænsen af, hvad der er almindeligt acceptabelt at omtale som fastelavnsboller.
På den anden side er det lidt svært egentligt at forklare, hvad definitionen er på en fastelavnsbolle.

Det er noget med en bolle med noget lækkert og sødt fyld i midten. Tit med syltetøj, creme eller marcipan. En kage med andre ord.  Derfor tror jeg godt,  de fleste af os kan blive enige om, at denne klid-bolle hvert fald er at gå over stregen. Hvem fortæller danske kvinder, at de skal holde op med at straffe sig selv!?

Indlægget er sponseret med dejlig marcipan fra Odense

Top