HomeJulekager og konfekt

Julekager og konfekt

Panforte er en mange hundrede år gammel toscansk opfindelse og en sej, sød og massiv kage fyldt med frugt, nødder og honning.På grund af de varme krydderier er det også en konfektkage, som passer godt til jul.Som alt andet har italienerne deres helt egen mening om råvaresammensætningen, men du kan stort set bruge de nødder, tørrede frugter og varme krydderier i den blanding, du har lyst til. Her er brugt kandiseret sukat og pomerans, som du flere steder kan købe i store stykker herop til jul, men du kan også eks. bruge tørrede dadler, figner eller abrikoser. Det eneste der er lidt vigtigt er, at du overholder forholdet mellem honningmasse og fyld.

Det her er en af de opskrifter, vi bestemt ikke kan tage æren for. Den tilfalder alene fru Mette Blomsterborg, der efter alt at dømme har fået fortalt danskerne, hvordan en brunkage skal smage. Dette er blot en ydmyg gengivelse, og dem er der virkelig mange af på nettet.
Men hvis du heller aldrig helt har forstået brunkagens berettigelse, så vent til du får afprøvet hendes opskrift, som ubetinget er brunkagernes konge.

Jeg har altid anset pebernødder som en rimelig ligegyldig småkage uden den helt store personlighed. Måske skyldes det, at man ofte får dem serveret i en lidt smagsneutral version uden det helt store spark.
Denne opskrift er en basisopskrift, som du finder den i rigtig mange bagebøger. Jeg har til gengæld givet den fuld skrald på krydderierne, som jeg synes en pebernød skal have. Den har jo netop fået sit navn af alle de varme krydderier den er fyldt med.

Tror mange af os har prøvet at proppe dadler med marcipan og overtrække den med chokolade til jul. Her en uge før december-hurlumhejet rigtig tager fat, fik jeg lyst til at gøre kål på den halve pakke marcipan, der havde gemt sig inde i køleskabet. Og med god kvalitetschokolade på lager og en kasse friske dadler, var det bestemt ikke svært at sikre lidt guf til en kold november-aften. 

En åbenlys fordel ved ikke at være i besiddelse af et TV, er at lillehjernen ikke automatisk giver resten af kroppen besked på at smide sig foran koma-kassen, så snart lejligheden byder sig. Den ekstra tid man får foræret kan så bruges på mere fornuftige sysler som ølbrygning, træne “spille død” med Corgien, holde i hånd med kæresten eller som her – lave fransk nougat.

Fransk nougat er nærmere bestemt resultatet af en kombination af lidt for meget energi en torsdag aften, en lille bøtte pasteuriserede æggehvider bagerst i køleskabet og en Bilka med åbent til kl.22.00 i nabolaget.

Top