HomeGrønt (Page 5)

Grønt

En af de ting vi har lært ved at skære ned på kulhydraterne er, at man kan gøre måltidet meget mere interessant ved at lave flere små retter i stedet for bare en enkelt. Ikke noget avanceret, bare enkelt, simpelt og godt.

En anden praktisk lektie vi har lært er, at når man skal spise billigt og går op i dyrevelfærd, så er der ikke nogen vej udenom enkelte dage med vegetarmad.

Med disse to gange visdom kommer sellerirösti med selleriremoulade, ovnbagt hokkaido græskar med brunet smørsovs og blomkålspure med stegte svampe og lynsyltede løg ind i billedet.

Græskarretten er inspireret af et besøg på Mandfreds, sellerirösti er bare old school klassisk vegetarmad, mens blomkålspureen er vores egen opfindelse. Skulle vi lave noget om,var det at blomkålspureenskulle have noget knas, som kontrast til de mere linde konsistenser.

For ikke mange dage siden var vi en tur på Manfreds. Faktisk har vi været på lidt af en Christian Puglisi tour de chambre, eller hvad man nu kan kalde det, når man inden for et overskueligt tidsrum har besøgt hhv. Relæ og Mandfreds.

På Manfreds er konceptet simpelt: Der er en 7 retters menu til 250 kr, det meste af maden er øko og grøntsagsbaseret, de små serveringer deler man ved bordet, og forvent ikke at blive eskorteret på toilettet af tjeneren. Det er muligt at få en “vinmenu” med tre glas til 250 kr., men vi havde noget af fejre og gik derfor efter nogle bobler (Casebianche, La Matta). Generelt skal man være glad for at opholde sig tæt på andre mennesker, da pladsen er så trang, at Bulgariske livstidsfanger vil opleve stedes som klaustrofobisk. Det ændrer dog ikke på, at maden er gennemført spiseværdig, og stemningen er i verdensklasse.

Den første ret, vi fik, var dampet porrer og noget mayonnaise-hejs. Oven på porrerne var det noget knasende noget og porreaske. Super enkelt og herre godt. Så godt at det skulle genskabes herhjemme.

I min verison bliver porrerne anrettet lidt mere posh end på Mandfreds, men retten er grundlæggende den samme. Som knas og kontrast til de bløde porrer, lavede jeg puffede vilde ris, da jeg ikke rigtigt kunne huske eller høre, hvad den flinke tjener sagde.

Herhjemme skulle der også drikkes bobler til, men det var i form af min egen hjemmelavede æblecider. Man kan selvfølgeligt drikke hvad som helst til, lige fra hvid Bourgogne , over lyse øl til gedetis, det er en smagssag (der er i øvrigt ingen sammenhæng mellem gedetis og min cider!).

Pakora er små friterede pakistanske/indiske hapsere lavet med grøntsager, fisk eller kød i en dej af kikærtemel. Nogen kender dem måske som (onion)bahjis, som man tit kan bestille på indiske restauranter.
Selv om mine pålidelige -pakistanske -kilder siger, at det er SLET ikke er det samme, har jeg lige umiddelbart svært ved at se den helt store forskel. Så vidt jeg lige ved, er det noget med, at bahjis kommer fra syd og pakora fra nord, hvilket også er grunden til, at du finder dem på begge sider af den indisk/pakistanske grænse.
Anyways, de er helt klart et nærmere bekendtskab værd. Her er de lavet vegetarisk og serveret med en frisk og let mynte-chutney, som gør sig ret fint til de lidt fede, små knolde.

Denne ret har et langt bedre navn, som lyder meget mere fancy. Men jeg har glemt det i forbifarten, og derfor kalder vi den nu bare for det den er! Og det er altså virkelig noget!
Retten har jeg lært at lave af en pakistansk kvinde, hvis døtre jeg har lært at lave mad i en lokal forening på Amager.
Og pakistanske kvinder bruger ikke opskrifter, siger min erfaring mig, så her er en tilnærmelsesvis gengivelse. Til gengæld bruger de ret meget olivenolie, og det er i virkeligheden hemmeligheden bag, at alt indisk og pakistansk mad smager voldsomt godt.  Så lad det være det bedste tip inden du går igang: sparer du på olien, gør du det forkert.
Til gengæld kan du godt spare den dyre, koldpressede jomfru til en anden gang og købe en billig en af slagsen.
Retten smager godt i sig selv – f.eks med aloo paratha, men du kunne også servere et par stegte lammeskanker til.

Her er lasagnen du både kan servere til vegetarer og selv gider spise! Og så er det nu, mens det bugner af svampe du skal give den gas. Du kan sagtens lave den kun med champignoner, men kan du skaffe nogle blandede svampe – kantareller, portobello eller karl-johan – bliver den kun endnu bedre!
Du skal være velkommen til at lave dine egne lasagneplader, men du kan også (som her) slippe fint afsted med at købe nogle gode, tørrede slags

Denne suppe blev i går redningen på en rimelig lang mandag, efter en rimelig lang weekend.
Du får også lige opskriften, for nogen gange kan sådan en suppe være rar lige at have i bagærmet. Dels fordi den smager fuldstændig forrygende, men lige så meget fordi den tager under fem minutter at tilberede, og derefter skal den bare have ti minutter i gryden
Den er lavet med limeblade, som du kan købe tørrede eller på frys hos din asiatiske købmand.

Du kan evt servere den med poppede, vilde ris, som ligeledes kan poppes på et øjeblik.

Nogle (nok kun andre madbloggere) vil sikkert gerne diskutere, hvorvidt det overhovedet er anerkendt, acceptabelt at kalde en omgang blendede kålblade med fåreost og mandler for en pesto (selv om pesto egentligt bare refererer til, at det er most og maset og ikke nødvendigvis, at det består af pinjekerner og friske basilikumblade).
For alle andre der læser med, kan I glæde jer over et tip, som kan frelse jer fra alt det kål, der vokser i jeres haver – eller bare ligger og bliver slattent i køleskabet.
Kålpesto smager forrygende som dip til bagte rodfrugter, stegte grøntsager, kød og fisk eller ovenpå en svampelasagne, som kommer på bloggen senere.

“Jeg skal lave ´menemen´”, proklamerede jeg ikke uden en vis stolthed til min ualmindeligt rare, lokale, tyrkiske købmand, da jeg svingede tomater, koriander og den gode olivenolie op på disken.
Han fik øjnene helt op i panden og så ærlig talt ud som om, jeg netop havde fortalt ham, at jeg havde i sinde, at tilberede naboens uopdragne 3-årige som grydesteg.
“Nu?”, spurgte han forundret og kiggede på uret, som var tæt på at nærme sig 18.00.
“Og med det der”, spurgte han endnu mere bekymret og pegede på min sprudlende, grønne koriander.
Jeg nikkede som en glad julegris, ikke så lidt stolt af husstandens gastronomiske verdens-udsyn, men kunne hurtigt lure foruroligelsen, der stod malet i hans ansigt, mens jeg frejdigt var igang med at smadre et af de tyrkiske køkkens stoltheder med min uvidenhed.

Nå men menemen er altså en tyrkisk ret, der traditionelt spises som morgenmad. Den må endelig ikke mangle olivenolie.  Men koriander er ikke en del af pakken, må du forstå!
Det er persille derimod. Og feta. Og champignon hvis du har lyst. Men altså ikke koriander!
Men det smager vildt godt med koriander, så gør det alligevel!

Top