HomeGris (Page 5)

Gris

Det er lige nu, at du kan få danske, hvide asparges, og det skal du i den grad benytte dig af. For sæsonen er kort og de smager fantastisk.
Asparges skal behandles nænsomt, så nu ikke noget med at sønderstege de hvide stængler – bare et nænsomt møde med en varm pande, så bliver det bedst. De skal med andre ord stadig være let sprøde, når du sætter tænderne i dem.
Her er de serveret med stuvede østershatte og nogle rigtig gode nakkekoteletter fra en dejlig øko-grisebasse, der har hygget sig på de åbne marker med Ringsted.

 

Spanien har sin tortilla. Frankrig sine bundløse quiches, og vi selv har æggekagen. Italienerne derimod har deres frittata: den pandebagte æggekage!
Du kan spise frittata både kold og varm – her i huset er vi meget divergerende om det spørgsmål. Du kan stort set komme det i du lyster – denne blanding af tørret salami, sprøde hvide asparges og friske østershatte er bare virkeligt godt!
Og nå ja, lige et tip om salami – bare så vi er på det rene: Når vi skriver salami mener vi som udgangspunkt aldrig (ALDRIG) denne slags. Derimod mener vi noget der ligner sådan en fin, tørret økofætter som ham her.

Vi kom til at købe en hel ribbensteg med fra vores kødpusher for nyligt, og fik lyst til at servere den en anelse mere farverigt end den måde, man traditionelt får den serveret på ved juletid.
Derfor kom den i selskab med nykogt raberbarkompot, nye kartofler og en salat lavet på løgkarse, løvstikke og skvalderkål. 
Er du så heldig, at der er et par skiver steg til overs, er der grundlag for en god ribbenstegsandwich til frokost næste dag.

Pasta med vodka? Jo den er skam god nok, og det er faktisk nogle autentisk, skøre italiener, der har fundet på den lidt aparte blanding. Du kan læse hele triviaen her, hvis du keder dig. Opskriften her er hentet og tilpasset fra Sølvskeen (1. udgave 1 oplag – den hvor oversætteren ved en fejl kom til at oversætte “vildsvin” til “vild bjørn” med deraf mange mystiske forviklinger om, hvordan du stort set bare tilbereder bjørn som var det et slagtesvin….)
Inden du dog bliver for begejstret over det med “alla vodka”, kan jeg lige berolige med, at retten på ingen måde kommer til at smage af vodka. Alkoholen når at brænde af og får i stedet det fine formål at gøre tomat-fløde saucen mere raffineret og mindre “børnet.”

Det er en afsindig dejlig og velsmagende  pastaret, som vi – hvis vi var typerne der lavede det samme mad mere end én gang – helt sikkert ville sætte på madplanen igen.

Favoritrejsemålet of all time, er vi enige om her i husstanden, er Barelona. Vi elsker catalonernes tapaskultur, og kan uden det mindste problem fylde en hel uge eller mere med at planlægge hvilke tapasbarer vi skal besøge, i hvilken rækkefølge og hvilke hapsere vi skal plukke ud af menukortet. Nå ja, og så kan man drikke cava til.
Det er ikke helt skævt at påstå, at vi gennem årene har spist os gennem Raval, Gracia og Eixample og gennemtravet de fleste klassiske catalanske tapas-retter og en hel del nyfortolkninger og eksperimenter. Fra dette ekstremt saglige udgangspunkt, mener vi os i vores gode ret til at påstå, at det immervæk er noget mindre mindre underholdende at spise “tapas” i Danmark, hvor alt der kan serveres på cocktail-pinde eller i små portioner per definition er “tapas”.

Denne ret er en suveræn tapas, som kan bikses sammen på ingen tid. Den skal serveres lun med brød til.

Noget af det allerbedste ved at rejse i Spanien er mængden af sortfodsskinke, man kan nå at fortære på en uge – til en femtedel af prisen i Danmark.
Sortfodsskinken stammer, som den kvikke læser nok har gættet, fra en særlig grisebasserace med sorte fødder. Og prisen er lige proportionelt med hvor lang tid, den har fået lov at gnaske agern under åben himmel. Jo mere agern, desto finere kød – eller rettere kraftigere kød. Det allerfineste har en så kraftig smag, at det minder mere om det færøske, tørrede lammekød end om den parmaskinke, som de fleste nok kender.
Smagen er kraftig, mørk og intens, og kødet er silkeblødt og ret fedt.

Vi er med andre ord mange kilometer fra det skinke, som mange smider i toasteren, sandwichen mm, som til gengæld er fyldt med dejlige ting som nitrit, salt og ascorbinsyre. Denne ret skal du så kke lave på toast-skinke. I nødstilfælde kan du købe en god serranoskinke i dit supermarked.

Når jeg er udenfor i længere tid, f.eks. på fisketur og det sner eller regner, så drømmer jeg kun om én ting, og det er at komme hjem til en varm omgang Dublin coddle. Faktisk er jeg så vild med min Dublin coddle, at jeg af og til i feburer måned lufter hund kun iført shorts, for derefter at komme hjem og nyde følelsen af, hvordan en gang varm Dublin coddle luner.
Jo jo, nogle af naboerne kigger lidt, når man kommer traskende, men man må lide for gastronomien. Det er noget med at skabe en autencitet omkring måltidet. Vi kan vist alle sammen blive enige om, at en pizza smager bedre i Napoli end den gør på et kollegieværelse i Danmark, ikke pga. GPS-koordinaterne men fordi stemningen er anderledes.
På samme måde er det en stemning af at have mærket elementernes rasen (nede ved put ‘n’ take-søen) og ens fysik presset til det yderste (af at åbne en dåseøl med kolde fingre), der gør en Dublin coddle så god og lunende.

Nok snik-snak – her er en virkelig god opskrift:

Varme krebinetter med kartofler og sovs stod tit på menuen, da jeg var barn. Det var en af mine favoritspiser, som næsten altid blev udnævnt som hovedret, når jeg havde fødselsdag – i den anledning serveret med bearnaise-sauce fra Knorr og pommesfrites. Total favorit-ret!
Ja – nu er jeg blevet voksen, foodie og madblogger, og da der kun er tre måltider på en dag, kan det være svært at nå det hele. Derfor har krebinetterne været gemt lidt af vejen til fordel for andre kulinariske udskejelser.
Ærgerligt, for de er stadig saftige og lækre. Og hvis man så lige jazzer den en smule op med en god hjemmelavet bearnaise, sprøde, råstegte kartofler og lidt grønne ærter, ja så er der tale om et måltid der snildt kan hamle op med det der kom på barndomsbordet i 90erne.

Top