HomeGris (Page 4)

Gris

Dag fire på middags-eksperimentet, der undersøger, om man kan lave sunde, low-carb middagsretter, der tager hensyn til dyrevelfærd i en uge for under 150 kr. pr person. Vi kalder det “Cheapass”.

Denne ret favner hele pakken. Og dog. For der er jo det der med dyrevelfærd. Det er let nok at købe øko-æg. Men hvor pokker skaffer man græsk yoghurt fra køer, der med garanti har gået på græs?
Og nok kan man købe godt øko-svinekød efterhånden, men når det kommer til charcuteri (fancy ord for pølse, skinke og andre ting i samme boldgade)?
At skaffe god økologisk bacon er i sig selv en bedrift, men økologisk skinke synes at være en umulighed, hvis man foretager sine indkøb, der hvor 98% af befolkningen gør det.
Så med et lille undskyld til den gris, der måtte lægge lår til skinken, og til den ko, der efter et liv med kraftfoder og tætte naboer, har lagt yver til den græske yoghurt, kommer her en næringsrig, low-carb ret, der  i øvrigt smager sindsygt godt!

Jeg er tilhænger af at spise hele dyret. Det er ikke bare noget jeg siger for at være hipstersmart, men noget jeg lever efter. Faktisk fortrækker jeg indmad og off bits, frem for det regulære, kontroversielle og lidt kedelige kød.

Af og til bliver det så ekstremt (ikke for mig) at mit livs udkårende og medblogger siger: “Nu stopper ud, du vil bare have det, fordi det er underligt”. Citatet stammer fra da jeg ville ud og finde myrer til at krydre min mad med skærpekød.

Jeg mener helt reelt, at vil bør og skal mindes om, at det er dyr vi spiser. En gang hakket oksekød er der ikke nogen, der kan se, hvad er, men alle ved, hvad de står med, når de har et hjerte i hånden. Alle der spiser kød burde som minimum kunne slå et dyr ihjel, alt andet er hykleri.

Hvis man opfatter hjerter, lever, haler, hjerne, tæer, nyrer mm. som ulækkert er man både en smule afkoblet, fra det at spise dyr og gastronomisk udfordret. Alle disse ting smager fantastisk, det handler bare om evner i køkkenet.

Sjovt er det at det med at spise off bits og indmad er meget modebetonet. Der er ingen der rynker på næsen ar brisler, oksehale eller svinekæber, da de er på mode. Det faktum gør kun modstanden mod indmad og off bits mere hyklerisk.

HHH?…Hasselnødder, hyben og havgus (Arla Unika ost).

Lige nu bugner alle havtornbuskene med små orange bær. De er en smule svære at plukke, da de er skrøbelige og busken har torne. Det løser man ved klippe en gren med bær af og fryse grenen. Så kan bærerene nærmest rystes af.

Hyben derimod er er lette at plukke, men problemerne opstår, når man skal have kernerne ud. Det er lidt som at grave nødden ud af en Toffifee, uden af ødelægge karamelkoppen. Det har altid undret mig, hvad nødden egentligt skulle i en Toffifee…

Men trods alt besværet har havtorn og hyben en gigantisk fordel: De er gratis. Det sammen gælder kålen, da den er dyrket i vores lille urbane have. Finten er at bruge bruge de friske topskud til salat, da de grovere blade kan give en følelse af at spise hhv. tegnestifter (grønkål) og A4 plastiklomme (palmekål).

…Det skal lige noteres at salaten ikke er lavet efter kriteriet velsmag, men alene fordi “hasselnødder, hyben og havgus” lyder godt.

Og gør nu grisen den tjeneste at sørge for, at den er økologisk eller en velfærds-øf.

Det er en etisk og gastronomisk katastrofe og sågar uhøfligt ifølge Fergus Henderson, at vi ikke spiser mere indmad og off bits. I min verden et det en smule indskrænket ikke at spise mad, fordi det lyder underligt eller ser sært ud. Jeg ville til enhver tid vælge at spise hamsterkinder, confiteret i fermenteret fåretalg end et røvsygt stykke pap af et vandpumpet kyllingebryst fra en udtjent burhøne (så længe fåret og hamsteret har haft en rar tilværelse).

Da grisetæerne her er fra forbenene, hvor der ikke er så meget kød på, er tæerne mere et spektakulært hylster til noget fantastisk fars, end noget andet. Men hey, uden grisetæerne ville man bare få serveret et lille farsbrød med trøffel, og ikke have lejlighed til at blære sig med sine overdrevne knife-skills! Dog skal det noteres, at man får sprødt skind hele vejen rundt.

Modsat  i Europa så forgår meget af den nordamerikanske innovation på fødevareområdet på industrigiganters udviklingslaboratorier, hvor navn og jingler, vægter ligeså højt som smag. Af samme årsag består næsten alle opskrifter fra USA af 92% halvfabrika og er genskabelser af en eller anden frostdims, der kan smides i kemo-ovnen i 3 minutter.

I netop denne ånd har Anchor Food Products opfundet jalapeno poppers. Jalapeno poppers lader til at være ligeså udbredt som frikadeller i lille Danmark. Og det er der en årsag til: Det smager rent faktisk helt hæderlig (begejstringen vil ingen ende tage…).

Jalapenoer er en mexicansk chili der er udødeliggjort af fastfoodkæder og Tex-Mex køkkenet. Det fleste kender den grønne og udmodne variant, men en jalapeno er rød, når den er moden. Selvom mange smarte reklamer påstår, at jalapenoer er stærke chilier, så er den rent faktisk en relativ mild chili på opkring 10.000 scoville når den er stærkest. Til sammenligning kan en Naga Jolokia på ca. 1.000.000 scoville. En enkelt Naga Jolokia er i øvrigt helt perfekt til en lamb vindaloo – try it!

Normal plejer jeg at skaffe min Naga Jolokia af en kammerat, men han har haft det lidt svært med høsten i år… siger han. Jeg mistænker ham for at beholde alle sine chilier for sig selv. Heldigvis dyrker vi herhjemme vores egne chilier i potter på altanen. Ingen Naga Jolokia, men masser af jalapenoer, citronchilier, chocolat scotch bonnet og nogle chilier af ukendt oprindelse. Den suverænt mest produktive chili var dog vores jalapeno.

Det hører til rariteterne, at vi på en ferie torturerer vores smagsløg og selvrespekt, ved at besøge en burgerfabrik. Det lader vi børnefamilierne med hysterisk, kræsne børn om (hvilket helt sikkert, i teorien, burde afhjælpe enhver kræsenhed).
Vores besøg på Mos Burger i Tokyo var således en ekspedition ind i ukendt land. Men hvad ville der vente os? En masse skrigende børn og forældre der lod som om de intet så, i stil med når hundeejere lader lorten ligge og samtidig virkeligt anstrenger sig for at studere horisonten?
Ville der være teenagere, hvis eneste mission angivelig er at gøre opmærksom på egen person, for at kompensere for et svigtende selvværd? Ville indretningen være en uhellig krydsning mellem Disneyland og kantinen på de gamle Storebæltsfærger? Ville ekspedienten fatte klejner af vores Danlish?

Og helt seriøst: det ér rent faktisk en japansk version af en wienerschnitzel og noget sauerkraut. Som vi har skrevet om før på bloggen, så findes der i Japan et japansk-vestisk fusionskøkken, de kalder yōshoku.
Når man gå gennem gaden i Japans større byer og togsationer, møder man mange – for os – sjove blandinger. Herunder en fascination af brun sovs, lad os kalde det demi-glace, serveret med ris. Hvis man er heldig, kan man også finde et fransk brasseri, der både sælger beuf bearnaise, pizza, svineskank med kål og hot dogs. På den anden side har yakitorispyd intet med sushi at gøre, men det har ikke forhindret visse danske sushi-spisesteder i at blande det sammen.

Scarmoza er en fin italiensk ost, som minder lidt om fast mozerella. (Fast mozerella – eller scarmoza for den sags skyld – kan du ikke købe i supermarkeder, du er nødt til at smutte forbi en italiensk købmand eller velassorteret osteforretning.)
Osten er let at kende på sin sjove pæreformede form, der ligner en gammel original Fiat 500 hvis du lægger den ned. Formen kommer af, at man binder en snor om den friske ost lidt over midten, mens man hænger den til tørre. Snoren laver en indsnævring, og giver osten sin særlige form.
Osten er suveræn at smelte – som her på grill. Men hold øje med den! Hvis den får for meget varme, ender du med at have gratinerede grillkul.

Forleden modtog vi en nydeligt pakket picnickurv med blandt andet 200 gram parmaskinke, en flaske prosecco og en virkelig venlig hilsen fra et Aarhusiansk PR firma, der øjensynligt var kommet på arbejde for det italienske skinke-konsortium Consorzio del Prosciutto di Parma og samtidig ville gøre vores sommer rarere. 
Vi kan heldigvis let bestikkes, når det handler om parmaskinke, og har derfor udarbejdet et nyttigt diagram, så vi let kan få et overblik over, hvor langt et indlæg vi skal producere, når vi modtager tørrede griselår med expres-buddet:

Parmaskine til opskrifter diagram

Vi smuttede derfor i køkkenet og udbenede et par vagler, blandede en salat og piskede en kold parmesansuppe sammen, pakkede derefter picnic-kurven med tre parmaskinke retter og smuttede 50 meter ned af stien til Amagers stenbro.

Parmaskinke smager virkelig godt. Derom ingen tvivl, eller som en god veninde så fint udtrykte det:
“Parmaskinken er den bedste udskæring på grisen!”
Vi nikker i kor og anerkender italienernes fintdyrkede skinke-kultur.
Vi er dog ikke nødvendigivs helt overbevist om parmagrisenes opdrætsvilkår, men når Italienerne finder på at sende en øko-parmagris på markedet for at tilgodese deres 10. mest parmaskinkende eksportmarked, står vi klar i køen!

Top