HomeDrinks og Drikke (Page 2)

Drinks og Drikke

Det er sjældent, at der sniger sig sodavand ind i vores køleskab . Det er ikke for at være hellig, men mere et udtryk for, at Pepsi og Fanta er svært at matche til meget andet end pommesfrites og tømmermænd.
Nogen gange kan man dog få lyst til at drikke noget andet end vand og vin – noget læskende med smag.
Denne drik er i virkeligheden den lidt mere upbeatede variant af en citronskive i et glas vand. Vi er stadig et godt stykke fra det farvede sukkersirup med et utal af e-numre, som børn, unge og voksne fylder sig med, men citrusfrugterne og krydderurterne giver en rigtig fin smag.
Du kan naturligvis komme lige præcis det i, du lyster. En håndfuld jordbær, et skivet æble eller pære kan også bruges.
Det giver sig selv, at du skal bruge økologiske frugter, eftersom skallen ryger med, og dermed rigtig kan ligge og frigive voks, sprøjtegifte og andet godt.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om opskriften på bananshake hører mest hjemme på en damebladsblog (dem med cupcakefrosting, tips til pastelfarvet boligindretning og opskrifter på nemme ting til madpakken), et community for småtspisende kræftpatienter eller på et site for træningstips.
Bevares – vi er ikke ude i høj gastronomi,  og næppe heller noget som de fleste ikke kan lave uden en opskrift. Men det er ikke desto mindre en klassiker, så se det som et “hov, det er da også længe siden jeg har fået banan-shake tip”, snarere end en opskrift du skal følge minutiøst.

Det er vældig nemt at lave saft ud af havtorn – når altså først forarbejdet med at skille bær fra gren er overstået.
Saften her er et koncentrat, og du kan fortynde den efter smag. Jeg vil sige 1:5 er passende.
Fortynd den med almindelig postevand, hvis du har lyst til et glas saft. Havtornsaft fortyndet med danskvand smager sjovt nok lidt hen ad Tuborg squash. Og så tror jeg i øvrigt ikke du kommer galt afsted, ved at fortynde den med lidt tør mousserende vin.

Grattachecca er navnet på en iskold romersk specialitet bestående at revet is, sukkersirup og frisk frugt. Oprindeligt stammer den helt tilbage fra det antikke Rom, hvor den gale kejser Nero eftersigende fik sne og is fra de omkringliggende bjerge transporteret ned til Forum Romano og nød det det med frugtsaft – en slags oldtidens grattachecca.

Top