HomeDip og dyppelse

Dip og dyppelse

Opskriften her er fra kogebogen “Det sydamrikanske køkken”, som er rykket ned på en central plads i vores køkken, mens vi udforsker det store kontinents gastronomi. Denne her – øjensynligt chilenske mousse – har allerede opnået klassiker-status, og jeg vil på det kraftigste anbefale, at du får den prøvet af. Moussen spises med ristede skiver brød som en forret eller lille hapser.
Bogen foreslår egentlig, at man tilsætter noget mere husblas, så man kan vende den ud og servere den i skiver, men det syntes vi lige var spændende nok. 2 blade husblas giver en cremet, men stadig mousse-agtig konsistens.
I denne opskrift er også tilføjet ingredienser til en hjemmepisket mayonnaise. Det tager fem minutter ekstra, og er det hele værd.

En pesto er lavet med basilikum, hvidløg, pinjekerner og  Parmigiano Reggiano (parmesanost). Punktum!
Men læser man i John Dickies bog Delizia! er der en lidt anden beskrivelse af, hvad pesto alla genovese er. Sekondløjtnant Giudeppe Chioni var krigsfange under første verdenskrig i Celle, Hannover. I fangeskabet oplevede han stor sult, som han og kammeraterne tildels kompenserede for ved at skrive en kogebog. Under sovser var den første opskrift “pesto alla genovese”. Denne sovs bestod af basilikum, hvidløg, persille, en smule æg, krydderier og sardinsk pecorino.
Mange italienere vil påstå, at det ikke har noget med en pesto at gøre, hvilket set i et historisk lys, ikke er korrekt. Den pesto vi kender i dag, er en afart af denne oprindelige opskrift, som sikkert igen er tilblevet fra noget helt tredje. Med denne historiske ballast tillader jeg mig at tolke pestoen på en en ny og nok lidt mere velkendt måde.

Nogle (nok kun andre madbloggere) vil sikkert gerne diskutere, hvorvidt det overhovedet er anerkendt, acceptabelt at kalde en omgang blendede kålblade med fåreost og mandler for en pesto (selv om pesto egentligt bare refererer til, at det er most og maset og ikke nødvendigvis, at det består af pinjekerner og friske basilikumblade).
For alle andre der læser med, kan I glæde jer over et tip, som kan frelse jer fra alt det kål, der vokser i jeres haver – eller bare ligger og bliver slattent i køleskabet.
Kålpesto smager forrygende som dip til bagte rodfrugter, stegte grøntsager, kød og fisk eller ovenpå en svampelasagne, som kommer på bloggen senere.

Yey, det her er godt! På den der måde, som det godt må være det på en lille-fredag, hvor der er god musik på anlægget og kolde øl på lager. Men det går sgu også an på en hvilken som helst anden dag – og hell yeah! Det er perfekt en lørdag aften!
Chipsene overgår de købte tortilla-chips med mange længder (Det er faktisk rigtigt!) og er vældig nemme at lave. Guacemolen er med æble, gule rosiner og sesamfrø, og det holder altså fuldstændigt, skulle jeg hilse og sige!

Ja, det er ER blegselleri, der ligger på brættet ved siden af den ostede dip med øl og chili. Det er til dels for at tækkes damerne, som ellers let kan blive forskrækket. Men det er til dels også fordi, at vores blegselleri i køkkenhaven lige nu er plukkemodne. (Hov, den svada om den super tjekkede, urban-smarte, overskudsagtige køkkenhave har I vist hørt før…)

Dippen er total awesome, og du kan sagtens servere kartoffelchips til, men det er faktisk også helt hyggeligt at gnaske på sådan en stængel bladselleri.

Men jeg læste på journalisthøjskolen i Århus (Før dobbelt-A) havde jeg et meget lidt studie-relevant arbejde, hvis man regner det i gængs forstand.
Mens mine medstuderende klippede presseklip (Det var før man  købte sig ind hos Meltwater og Infomedia) for fagforeninger og virksomheder eller skrev notitser til Århus Onsdag, langede jeg hummus, tavuk izgara og haydari over bordet på byens eneste tyrkiske restaurant.

Det gav mig ikke meget erfaring i lokalpresse, til gængæld lærte jeg, hvordan en hummus skal tilberedes, og hvor godt en kold Efes smager efter midnat.
Og selv om det lyder som om, det var i forrige århundrede, er det rent faktisk kun ti år siden, og restauranten ligger der stadig, og menukortet ligner sig selv. Selv om jeg hellere snart må hjælpe Orhan med at få lavet en ny og bedre hjemmeside, er restauranten stadigvæk et besøg værd, hvis du kommer forbi Nørre Alle i 8000 C.  Maden er super lækker og billig, restauranten hyggelig og ejeren rigtig rar. Det  er et fint indblik i hvordan man spiser tyrkisk, når man bor i Danmark.

Opskriften på denne haydari er blevet til efter lidt research og sjusset frem efter smag. På Lodos vil de næppe være jublende glade, men hvis jeg får lokket den rigtige opskrift ud på et tidspunkt, så får du den. På ære!

Her er den vildeste og mest snaskede dip, du nogensinde kommer til at sætte på bordet. Du kan spise den hvis du er LCHF-tilhænger, eller bare skal imponere især mænd!
Kodeordene er snasket, ostet og dirty! Det er med andre ord både en fest-dip og en meget egnet “dagen-efter-fest-dip”.
Du kan spise dippen med grissini, nachos eller friske grøntsagsstave lidt efter humør og brugs-situation.
Go for it!

Du kender raitaen; den klassiske yoghurtdip vendt med agurk og måske lidt mynte, og som smager forrygende til butter chicken, rogan josh og alle de andre indiske curries.
Det her er the real stuff, som jeg har lært af en rigtig sød pakistansk kvinde. For om den er indisk eller pakistansk er ikke et område, jeg tør vove mig ind på.
Hvis du billed-søger på raita masala får du en skøn blanding af noget der ligner denne ret og så nogle små kartoner med fine farver. Årsagen er såre simpel, at vestens convinience med fuld hammer også har ramt vores mere autentisk-idylliserede medsøstre fra p
Pakistan, Indien mm. For hvem gider stå og mose med spidskommen, chilipulver og sennepsfrø, når man kan gå ned til sin lokale grønthandler eller købmand og købe en pose raita-masala blanding?
Så her får du to opskrifter. Den moderne og lette, som jeg har lært den af min rare pakistanske køkken-mester, og så den som jeg har sjusset mig til efter lidt googlerier og et kig på krydderihylden. Begge dele smager forrygende:

Top