HomeDesserter (Page 4)

Desserter

Risifrutti – de små bægre med to kamre til henholdsvis ris og frugtsovs er en spændende kombination af ris, frugt, helægspulver, fortykningsmiddel, aroma og surhedsregulerende midler. Du slipper for det meste – på nær de første to ingredienser – ved at lave den selv. Og hvis du er vild med risalamande til jul, vil du være rimelig pjattet med tanken om, at du kan lave den hele året rundt.

Creme catalana er spaniernes pendant til den franske creme brule. Ligheden er slående, og hvem der kom først, skal være usagt.
Forskellen består i tilberedningen: hvor franskmændende får deres creme til at sætte sig over vandbad, får catalonierne deres creme til at sætte sig med en smule majsmel.
I catalonien smager man også ofte den klassiske creme til med lidt kanel og citron, hvor franskmændene er mere til vanilje i den klassiske variant.
Den spanske creme er en smule nemmere at tilberede, og så er den en fin afslutning på en god tapas-aften.

Denne tærte er en hyldest til “Pi Day” som er i dag d.14/3, eller som som man skriver datoer i staterne 3.14. Det er en dag, hvor konstanten pi fejres med tærte. (pie) Den første Pi Day blev arrangeret i 1988 af fysikeren Larry Shaw og er siden vokset til en verdensomspændende begivenhed.

Vi har valgt at fejre Pi Day med denne banoffee pie. Tærten skulle efter sigende være opfundet af Ian Dowding fra The Hungry Munk i England. Banoffee pie består mest af bananer og karamel (dulce de leche) og den opmærksomme læser har nok opdaget, at banoffi er en sammentrækning af det engelske banana og toffee.

Banoffee Pie består da også hovedsageligt af bananer og dulce de leche, foruden tærtebund og flødeskum. Som kronen på værket, skal der drysses kaffepulver over tærten. Kaffedrysset kan virke noget kuriøst, men er ikke desto mindre en central del af tærten. Undlader man kaffen, står man bare tilbage med en fad og meget sød sag, uden nogen form for modspil.

Den oprindelige version har en klassisk tærtebund, men i dag findes der også versioner med kiksebund, hvilket må siges at være at springe over, hvor gærdet er lavest. En primær del af fyldet er som sagt dulce de leche. Der er tre måder at få fingrene i dette vidunder.

1. Bland mælk og sukker sammen og inddamp det langsomt i ovnen
2. Simre en dåse kondenseret mælk i et par timer (i nedenstående opskrift er løsningsmodel nr.2 anvendt)
3. Køb færdiglavet dulce de leche på glas

Når tærten først er lavet, skal den også spises, da den ikke ligefrem bliver bedre af at stå. Der er således rig mulighed for at tvangsspise.

Kærnemælksfromage er min fars favorit-dessert og vist også min mors – hvilket vist mest er, fordi den er så nem at lave!
Normalt serveres fromagen med mandelsplitter og en sauce lavet på kirsebær eller jordbær, men her har jeg hevet mandlerne ud af ligningen og i stedet lavet en sylt af brombær og stjerneanis.
Kærnemælksfromage skal ikke være ret sød – den er mest bare frisk. Det søde råder sylten bod på.

Firni er en afghansk dessert, som jeg lærte at lave af en sød afghansk kvinde, hvis teenagedatter jeg det sidste halve års tid har lavet sammen mad med i forbindelse med noget “foreningsintegrations- og madkendskabs-halløj”, for unge piger på Amager.
Den dag den afghanske kvinde skulle stå for desserten, var der højlydte og engagerede diskussioner med de pakistanske kvinder, som også kendte desserten ganske godt. Desserten er nemlig også kendt i Indien og Pakistan, og jeg tror ikke, jeg orker diskussionen om, hvem der opfandt den først. Den er helt vildt god til gengæld, så jeg kan godt forstå, at de alle vil have patent på den!
Der er tale om en slags budding lavet på sød – næsten kondenseret – mælk, smagt til med rigelige mængder kardemomme.
Her er desserten lavet med pictachie-nødder, men du kan også bruge smuttede mandler.

Lige nu vrimler det med blommer, som er lige til at plukke (eller købe) og det er heldigvis ikke svært, at finde på, hvad man skal gøre ved dem.
Et par håndfulde er her blevet til en fabelagtig dessert, som ikke indeholder noget du ikke – på en god dag – alligvel har i køleskabet. Resultatet er forbløffende godt – og ret raffineret, selv om den består af meget lidt. Give it a go!

Japanerne har en svaghed for geleterede væsker, og de er rimeligt kreative med, hvad man kan bruge gele til. En yndet dessert – vist nok især om sommeren – en sødet geleteret kaffe.
Måske var det Retsina-paradokset der ramte os,  (Teorien om at Retsina kan smage endog dejligt på Kreta, men knap så meget i København!) da jeg tænkte “Um, det smager sørme godt nok heeelt vildt godt!”, da vi bestilte en kaffe-jello på et spisested i Kyoto.
Hjemkommet til egen adresse måtte konceptet naturligvis prøves af.
Det er heldigvis virkeligt let af lave, og det smager faktisk også ret godt i Danmark. Hvis man ikke er helt så skeptisk over for gele, vil man enddog gå så langt som at kalde det en rigtig raffineret dessert!

Top