Castagnaccio – kastanjekage

Denne kage faldt vi over i Sølvskeen, og den så så forunderlig ud, at det måtte vi prøve!
En blanding af kastanjemel, rosmarin og olivenolie ligner bestemt ikke nogen kage jeg har smagt – og præcis sådan er den.
Lidt research senere, har jeg fundet ud af, at det er en ret almindelig italiensk dessertkage, som de forskellige regioner varierer med små detaljer som gør dem unikke.

Kagen er en typisk efterårsspecialitet, som bages når kastanjemelet er helt friskt.
Indrømmet – vores mel havde noget tid på bagen, gemt bagest i et dybt skab.
Jeg gætter på at det gør lidt for smagen – modsat synes jeg også at det smagte præcist sådan sidst jeg havde fat i posen for over et år siden(!)

Først studser man over hvor lidt sukker der skal til, men smager man på kastanjemelet forstår man hurtigt hvorfor. Melet er mærkelig fadt men også rigtig sødt!
Tror det er med kastanjemel som med blåskimmelost, oliven eller kaffe: Det er en smag man skal vænne sig til, før man for alvor kan sætte pris på den.

Den bagte kage minder om ovnbagte kastanjer. I virkeligheden en ret delikat afslutning på et stort italiensk måltid.

Server med lidt sødet ricotta eller mascarpone rørt op med honning.

  • 400 gram kastanjemel
  • 50 gram sukker
  • 2 1/2 dl mælk
  • 3 dl koldt vand
  • lidt salt
  • 50 gram pinjekerner
  • En dusk frisk rosmarin
  • Olivenolie

Sådan laver du Castagnaccio:
Sigt melet og pisk mælk, sukker og koldt vand i til du har en tyk pandekagedej. Tilsæt et lille nip salt og 3 spsk god olivenolie.
Smør en tarte-tatin pande eller bare en rund ovnfast fad med lidt olie. Hæld dejen i formen, drys med pinjekerner og rosmarinnåle. Bag kagen ved 180 grader i 30-40 minutter.
Server når den er kølet lidt af.

 

20130127-111128.jpg

20130127-111148.jpg

Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top