HomeArticles Posted by Imund Mikael Andreassen (Page 8)

Author: Imund Mikael Andreassen

Det her er en ret, direkte importeret fra Barcelona. De fleste kender til fornemmelsen af at genoplive ferieminder med et skud gastronomi. Det er sådan vi har det med friterede smelt. Det er en af de tapa, vi altid bestiller i Barcelona, når det er muligt. Men vi laver den også ofte herhjemme, da den samtidigt er en fantastisk god spise. Om opskriften på små friterede fisk originalt er med smelt, ved jeg ikke, men det er nok, det tætteste vi kommer under nordlige himmelstrøg.

Det charmerende ved friterede smelt er, at de spises hele med hoved, hale og indvolde. Det er nose to finne eating, når det er bedst. Hvis man ikke er i tapashumør, kan smeltene også serveres som forret – især første gang svigermor kommer til middag. Spiser hun den, har du vindet guld i 100 meter god-svigermor. Nægter hun, taler du ALDRIG til hende igen.

Opskriften er efter devisen: slump dig frem. I al sin enkelthed, er det bare nogle småfisk, der er vendt i mel og friteret. På den måde det en klassisk tapa, enkelt og simpel – perfekt tilbehør til litervis af cava og/eller øl.

Denne tærte er en hyldest til “Pi Day” som er i dag d.14/3, eller som som man skriver datoer i staterne 3.14. Det er en dag, hvor konstanten pi fejres med tærte. (pie) Den første Pi Day blev arrangeret i 1988 af fysikeren Larry Shaw og er siden vokset til en verdensomspændende begivenhed.

Vi har valgt at fejre Pi Day med denne banoffee pie. Tærten skulle efter sigende være opfundet af Ian Dowding fra The Hungry Munk i England. Banoffee pie består mest af bananer og karamel (dulce de leche) og den opmærksomme læser har nok opdaget, at banoffi er en sammentrækning af det engelske banana og toffee.

Banoffee Pie består da også hovedsageligt af bananer og dulce de leche, foruden tærtebund og flødeskum. Som kronen på værket, skal der drysses kaffepulver over tærten. Kaffedrysset kan virke noget kuriøst, men er ikke desto mindre en central del af tærten. Undlader man kaffen, står man bare tilbage med en fad og meget sød sag, uden nogen form for modspil.

Den oprindelige version har en klassisk tærtebund, men i dag findes der også versioner med kiksebund, hvilket må siges at være at springe over, hvor gærdet er lavest. En primær del af fyldet er som sagt dulce de leche. Der er tre måder at få fingrene i dette vidunder.

1. Bland mælk og sukker sammen og inddamp det langsomt i ovnen
2. Simre en dåse kondenseret mælk i et par timer (i nedenstående opskrift er løsningsmodel nr.2 anvendt)
3. Køb færdiglavet dulce de leche på glas

Når tærten først er lavet, skal den også spises, da den ikke ligefrem bliver bedre af at stå. Der er således rig mulighed for at tvangsspise.

Ok, det her har intet med Marokko at gøre, ud over nogle saltsyltede citroner. De er så til gengæld, næsten lige så ikoniske for Marokko, som bacon er for Danmark. Med logikken om at man kan kalde alt med saltsyltede citroner a la Marokko, burde alt med bacon hedde a la Danmark. Pølser i svøb = pølser a la Danmark, pizza med bacon = pizza Danmark, Bacon Jam = Danish Jam.

Og så tilbage til de saltsyltede citroner eller l’hamd marakad, som de hedder på lokalt tungemål. I opskriften har jeg været doven og købt mine saltsyltede citroner hos min halalslagter, men de kan sagtens laves selv.

Angiveligt skal man helst bruge sorterne doqq eller boussera til hjemmelavede saltsyltede citroner, hvilket er easy at få fat i herhjemme. Det eneste man skal gøre, er et efterspørge dem nede i din lokale Netto. Gå raskt hen til den lidt sløvt udseende teenager, der er i fuld gang med at tage en selfie foran økomelet. Overbring ham dit ærinde, og så kan du bide spids på, at du har dine citroner dagen efter*.

*Sandheden er nok, at vedkommende du henvender sig til, er mere interesseret i hvilke snørrebånd Justin Bieber har hængt sig i, end at gøre sit job og imødekomme dig som kunde. Hvis du er heldig, så bliver du og dit ønske latterliggjort ude på lageret og dermed overbragt til butikschefen, (som sandsynligvis er førnævnte teenager). 

Det her er en opskrift, der er stjålet fra Thomas Pasfall. Den er oprindeligt lavet med pighvar, men fordi jeg havde noget frisk- og hjemmefanget torsk, blev den lavet med… ja, torsk.
Et andet godt argument er, at vi lavede retten nytårsaften, hvor man jo skal have torsk, ikke pigvar. Ifølge historie-online.dk så  begyndte vi at spise nytårstorsk som modvægt til den fede julemad.
Det ved jeg nu ikke om er helt sandt. Jeg hælder mere til en forklaring om, at man 1878 mellem jul og nytår, hyggede sig med at hælde indvand ned i svælget, og i manglen på kinesere og heksehyl brugte dynamit midt i al festivitasen. Når man så kunne køre den på tykt vendelbomål, var der ikke langt til havet. Hvad er så mere naturligt, end at slæbe 14 liter hjemmebrandt og ligeså mange kg. dynamit op i en gammel træjolle ved navn Hubertus XI? Herefter er det bare kyle dynamit i vandet og fiske torskene op, og på den måde blev nytårstorsken født. True story.

Tænk engang hvis man kunne give sin sovs mere kødsmag, end selv den mest forkælede wagyu-ko, der har fået sin vilje hele livet. Det kan du nu… Med marvsauce!
Har du aldrig spist marv før, har du snydt dig selv for en oplevelse, der nærmer sig trøfler og kaviar. Marv er som at spise dyrets sjæl, der er ikke noget over og intet ved siden af. Herhjemme har vi altid trøfler og marvpiber på frys, og det er ikke for sjov. Vi tager marv seriøst!
Det er efterhånden længe siden, men vi lavede marvsauce med tilbehør nytårsaften, som hovednummeret efter en skudefuld østers. Reaktionen var ikke til at tage fejl af.

yummmm!

 

Hvis du ikke er helt mættet af and og andefedt efter julens strabadser, så er det her en opskrift lige for dig. Hvis det skal være helt klassisk, skal anden være akkompagneret af kartofler ristet i andefedt. Med julens overflod i klar erindring kan det måske være lige i overkanten. Derfor blev kartoflerne skiftet ud med den sidste rest sortkål fra vores urbane have. Se på den som en lun og fyldig salat til andelårene. For at balancere de fede andelår lidt, er det en god finte at dryppe lidt rødvinseddike over inden servering.

Confiterede andelår er comfort food, når det er bedst. Faktisk er det en af de få ting, der kommer direkte fra en dåse, som er værd at spise. Har man altid et par dåser confit de carnard stående, er der altid basis for et god måltid. Det er jo bare et spørgsmål om at have kartofler, sortkål, savoykål, puy-linser eller grønne bønner på lager. Det bedste er næsten, at man kan gemme fedtet fra dåsen og bruge det til at confitere andelår,  hele kartofler eller bare bruge det til at stege i frem for smør eller olivenolie.

Dette er på ingen måde en autentisk opskrift på thailandske kyllingespyd, men derimod en tøm-køleskabs-verison af en thai-mad-uge. Faktisk er det her sandsynligvis lige så thai, som ellerten kan køre langt på en opladning.

Og så tænker du nok; “kan man overhovedet smage, at kyllingestykkerne er monteret på et styke halvvissent citrongræs?”. Det hurtige svar er nope, nada, niks, nej, no, njet og det modsatte af si – men det ser da meget cool ud.

Jeg vil heller ikke påstå, at jeg er den første der har smidt noget kød på citrongræs, hvilket thairetten Nem Lui Hue er et eksempel på.

Der går mange historier om, at østers er et afrodisium, hvilket der er en vis sandhed i. Østers er en af de fødevare der indeholder mest zink, og zink-mangel kan føre til testikelsvind og impotens, FAKTUM! Meget zink må i så fald have den modsatte effekt…

En tommelfingerregel med østers er, at de er bedst i de kolde måneder, hvilket kan huskes på, at det er de måneder der indeholder bogstavet “r”.
I den varmere halvdel af året gyder de, hvilket går ud over smagen.

Det interessante ved østers er, at de skifter køn flere gange i løbet af deres levetid. En østers lægger ud med at være han, efter ca. 10 måneder ombestemmer den sig og så fremdeles. Se på østersen som havets svar på Boy George, født som hankøn og nu who knows?

En lille krølle på halen i forhold til navnet på den ene sauce – mignonette sauce er, at en yacht ved navn Migninette, bygget i England, blev solgt til en australsk advokat i 1880’erne. Den eneste måde båden sikkert kunne transporteres til Australien på var, ved at sejle den de 24.000 km over havet. Det blev hyret en besætning på fire, hvoraf den ene var den 17 årige Richard Parker. Ud for kap det gode håb, forliste yachten og mandskabet flygtede over i en lille redningsbåd. Efter 17 dage på havet, dræbte kaptajnen matrosen Parker, så de tre overlevende kunne spise ham. De overlevende blev kort tid efter reddet af et tysk skib. To af de de tre overlevende søfolk blev retsforfulgt og idømt seks måneders fængsel. Kaptajnen rejste herefter til Sydney, hvor han kunne skjule sin fortid, men døde i 1900 som det første offer for byldepest i Australien det år.

Om mignonette sauce har har noget at gøre med yachten Mignonette ved jeg ikke, men det var da en god historie?

Top