HomeArticles Posted by Imund Mikael Andreassen (Page 6)

Author: Imund Mikael Andreassen

Choripán er argentinsk street food-galor. Som så meget andet street food er choripán super simpel mad og en god mellemting mellem en hot dog og en sandwich. Faktisk består den kun af tre komponenter: Brød, en grillet chorizopølse og chimichurri. Hvis du køber brødet og chorizo, så er det bare at lave chimichurri og samle.

Choripán skule angiveligt stamme fra de argentinske gauchoer (cowboys). Gauchoerne tilbragte meget af deres tid på Argentinas åbne græssletter, hvor deres eneste mulighed for at tilberede mad var et bål. Senere blev choripánen også populær i byerne, hvor den udgør en fast bestanddel af næringen til fodboldkampe, men kan også købes i små boder i Buenos Aires og er en populær “forret” til asadoer (grillfester).

Høje tærter blev populære i England, i midten af det nittende århundrede. Teknikken blev – som så meget andet gastronomisk – importeret fra Frankrig. Egentligt var det selve formene, der var den store revolution og ikke selve tærten. Siden middelalderen har man lavet højre tærter, men dejen var af en sådan beskaffenhed, at den ikke kunne spises. Dens eneste funktion var at agere hylster, hvilket betød at man skar låget af og gravede tærtefyldet ud. Men så kom nogle kloge franskmænd på en ide: metalforme som kunne skilles ad. På den måde blev det muligt at lave høje tærter, hvor også dejen kunne spises.

Der er tale om en højborgerlig middelalder ret som efter tidens trend, indholder ikke ubetydelige mængder tørret frugt. Men tørret frugt er lidt af en jungle, at bevæge sig ud i. Først og fremmest er der spørgsmålet om div. sprøjtemidler, hvilket er værd at undgå. Dernæst er der det æstetiske udtryk, hvor hver vil ikke gerne have store, nærmest neongule abrikoser og sultanarosiner? Tjo… prisen er så bare, at de er svovlede. Hvis du vil undgå både sprøjtemidler og svovldioxid i din tørrede frugt, så køb økologisk. Jeg har i opskriften bruge små tørrede figner og sultanarosiner fra Urtekram.

Det er snart nytårsaften, og dermed tid til at det helt store gastronomiske brød slås op. Det skal være old school ekstravagant med hummer, søtunge, foie gras (for nogen), kaviar og ikke mindst trøfler. Der bliver serveret velkomst-snacks, amuse-bouche, et par forretter af fisk, en hovedret, ost og dessert, samt lidt sødt til kaffen.

Med andre ord: Når man kommer til osten, er det ikke 17 forskellige slags og ligeså meget tilbehør, man længes efter. Oste OD er noget man forbeholder til andre særlige lejligheder, hvor det er den eneste attraktion. Nytårsaften må man ty til princippet: less is more. For selv om den store ostevogn ikke rulles ind af en tjener i kjole og hvidt, skal det stadig se ud af og være noget særligt.
For eksempel en fantastisk fusion mellem en helt og aldeles pragtfuld camembert og en lille sort trøffel.

Briocher er det ultimative luksusbrød. Det består mest af æg, smør og mel. Derudover kan tilføjes små mængder af vand, mælk, fløde eller cognac. Den mest almindelige formning  af en brioche hedder petite og laves i en riflet form, med en lille kugle på toppen.Andre typer er flettede, eller lavet i brødform.

Selve dejen er ikke særligt svær at lave, men at forme en petide brioche er en anden sag. Her kan du ser hvordan det gøres. Briocherne i  den her opskrift er meget små, hvilket vil sige at de er bagt i en briocheform på ø 6 cm. Hvis du vil have større briocher, må du bruge en større form og ændre på bagetiderne.

Toulouse, Castelnaudary og Carcassonne mener alle at være cassouletens oprindelsessted. Hvad der kommer i og hvordan en cassoulet laves, skulle angiveligt give anledning til hæftige diskussioner og sporadiske blodsudgydelser. Men lidt enighed er der dog. Nogle fanatiske cassoulet-tilhængere, der klæder sig ud i røde Ku Klux Klan dragter og kalder sig The Universal Cassoulet Academy, kæmper for cassouletens fremme – på trods af geografiske skel og cassoulet-versioner. Deres svorne formål er:

  • to promote Cassoulet and the ingredients involved in its creation
  • to organise and participate in any event which might further the awareness of Cassoulet , symbol of the cultural heritage of the region

Nedestående opskrift er på cassoulet fra Castelnaudary, som er kendetegnet ved at indeholde and og svin. I Toulouse skal der lam i, mens der i Carcassonne skal svin og agerhøne i. Hvis du giver dig i kast med en cassoulet, så skal du prøve at se, om du ikke få fingrene i en cassole (der af navnet cassoulet). En cassole er et lerfad, ikke er ulig et klassisk dejfad (underforstået: brug et dejfad).

Brandade er en klassisk sydfransk sag, men versioner findes også i Spanien, Italien og Portugal. Kort sagt, så er brandade hvidløgs-kartoffelmos med klipfisk. Og det er netop klipfisken, der gør brandade til noget særligt.

Af en eller anden grund, virker klipfisk til at have et dårligt ry. Dybest set er det bare meget salt torsk, kuller eller hvilling (klipfisk har et saltindhold på mellem 16-22%), som man udvander, og som på mange måder kan bruge som almindelig torsk. Pga. af saltningen og tørringen har klipfisk et lavere vandindhold end friske torsk, hvilket får klipfisk til at smage lidt kraftigere. Se på klipfisk som på parmaskinke – hvilket jo også bare er en saltet og tørret skinke, og den er der ikke ret mange der har noget mod at spise.

Sensommeren er det absolut fedeste tidspunkt at være en mad-fedeterøv på. Det er muligt at gå på et godt gammeldaws æblerov og få stukket hænderne til blods ved at sanke havtorn. Hyben er der rigeligt af, men husk at plukke dem over hundetis-højde. Hvis man er lidt af en bær-oholiker med officielt medlemsskab af ABP (anonyme bærplukkere), der der rig mulighed for at få et hurtigt fiks med ribs, stikkelsbær og brombær.

I nedenstående opskrift, er den indre nærigrøv sluppet løs og der er bleve sanket æbler og havtorn i rigeligt mål. Ikke alene er æblerne og havtornen gratis, set smager også godt.

Texas Caviar vil for de fleste ligne en klassisk bønnesalat – og med god grund. Men hvis du er fra Texas, så ser du derimod en dip til dine tortilla chips. Men i Texas tror man selvfølgeligt også at den amerikanske regering vil invadere Texas militært – jeg ved fra pålidelige kilder, at Bornholm har samme paranoia.

Denne ydmyge ret med det pompøse navn, er et påhit fra en dame med navn Helen Corbitt. Den kom hun på i 1940’erne som en lille nytårs gimmick. Kritikere ville nok slå på, at bønner blandet med grønt ikke er nogen helt ny tilvejebringelse.

Om bønnesalat er af ældre eller nyere dato, ændre ikke på at det rent faktisk holder meget godt, som et kækt alternativ til cole slaw, baked beans og mac’n’cheese.

Som flittige læsere (hej mor!) af bloggen ved, så står den altid på øko/frilandskylling herhjemme. Af og til, bliver den lavet som kyllingesteg, men ofte bliver den parteret i over- og underlår, bryst, skind, skrog, vingespidser, over- og undervinger.
Lår og bryster bliver brugt til en mængde forskellige retter, skindet bliver crispy chips, skroget bliver til fond sammen med vingespidserne, og resten af vingerne bliver skrabet sammen i fryseren, til der er nok til en omgang hot wings – hvilket vingerne altid bliver brugt til. Hvis man går dyrevelfærdsvejen, kan det være svært at købe hele pakker med kyllingevinger, så derfor må man være systematisk og væbne sig med tålmodighed.

Top