HomeArticles Posted by Imund Mikael Andreassen (Page 16)

Author: Imund Mikael Andreassen

Og helt seriøst: det ér rent faktisk en japansk version af en wienerschnitzel og noget sauerkraut. Som vi har skrevet om før på bloggen, så findes der i Japan et japansk-vestisk fusionskøkken, de kalder yōshoku.
Når man gå gennem gaden i Japans større byer og togsationer, møder man mange – for os – sjove blandinger. Herunder en fascination af brun sovs, lad os kalde det demi-glace, serveret med ris. Hvis man er heldig, kan man også finde et fransk brasseri, der både sælger beuf bearnaise, pizza, svineskank med kål og hot dogs. På den anden side har yakitorispyd intet med sushi at gøre, men det har ikke forhindret visse danske sushi-spisesteder i at blande det sammen.

Sumobrydning er en 1500 år gammel sport og har sine rødder i gamle Shintoritualer. Ligesom med andre sportsfolk er sumobrydere på en streng diæt, dog adskiller denne diæt sig på nogle områder fra de fleste: En sumobryder skal indtage 20.000 kalorier om dagen, for at kunne vedligeholde og evt. øge vægten.

Man forventer næsten pr. automatik at sumobrydere bare gufler alt hvad det kan i sig af Snickers-tempura og pomfritter med smør på. Sådan forholder det sig bare ikke. De spiser chanko nabe!

Chanko nabe er en meget sund og proteinrig gryderet med grøntsager, fisk og kød. Retten blev opfundet af sumobryderen Hitachiyama i starten af 1900-tallet. Ideen var at retten skulle kunne brødføde en mindre hær af sumobrydere, med et minimum af indsats fra kokken (som var og er en af juniorbryderne). Derudover skulle det også være billigt og næringsrigt.

Der er lige så mange versioner af chanko nabe som der er sumobrydere. Fælles for alle chankonaber er, at de starter livet som en dashi (fond på kombu og katsuobushi også kendt som bonito-flager). Herefter tilsættes soya, mirin, miso, tofu, kød, fisk og grøntsager.

Mit nytårsforsæt var at blive mere Ninja. Derfor var der ingen vej uden om Japan, da sommerferien skulle planlægges. Kald det en Ninja studietur. Et af de gastronomiske højdepunkter, der bl.a. inkluderede et besøg på Asiens 2. bedste og verdens 14. bedste restaurant – Narisawa – var et besøg på det, der skulle bliver vores lokale udon-pusher: Marugame Udon Noodle Restaurant på Sanjo Dori i Kyoto.
Det er ikke et specielt fint sted, nærmest det modsatte. Det er nok det tætteste man kommer på en kantine i Japan.

Man udpeger sin nudelret (på et billede, så vær ikke bekymret over dit halvdårlige japansk), vælger størrelse (small/large), tager en bakke, får sine nudler udleveret, finder lidt tag-selv tempura og betaler ved kassen. Du kan ikke købe drikkevarer, men der er gratis vand ad libitum.

På trods af at hele konceptet kan lyde lidt som en frokost på en af de gamle Storebæltsfærger, så skal man ikke tage fejl af japanernes ihærdighed og sans for perfektionisme. De lavede alt selv og de nudler man fik serveret var bare en slatten dej få minutter forinden. Tempuraen kom på samlebånd og fik ikke lov til at ligge ret længe.

Mens vi i Danmark er ved at falde i svime over, at man på Aamanns smørrebrød laver alt fra bunden (hvilket er sindssygt prisværdigt), så er det absolut mindstestandarten i Japan. Selv på deres burgerbarer laves hver enkelt burger på bestilling og får ikke lov til at ligge og vente på at der kommer en sulten kunde. I øvrigt har man i Japan en Burgerkæde ved navn Freshness Burger, som serverer økologiske burgere (tag den McDaka!).

Udon nudler er hamrende vanedannende. Denne opskrift er på en af de mere enkle variationer. “Su” referer til, at det er en Kansai version af retten, hvor suppen er lysere end den ville være i Kanto. Kansai er området hvor Kyoto ligger og Tokyo ligger i regionen Kanto. Den lysere farve kommer af mængden og farven på den soyasauce, der er brugt til at smage suppen til med.

Kender I det der med, at man har en 5-6 trøfler, som man hellere må se at få brugt, mens de stadig er gode?
Nej?
Vi har i årevis haft en lidt anderledes fryser-disponering end så mange andre. Hvor mange fylder den med Mou-supper, frosne grøntsagsblandinger og Danafrost-pizzaer bruger vi som regel en skuffe på trøfler. Der skal være plads til forskellighed.
Og trøfler går skam fint til det meste. Denne salat ingen undtagelse.

Jeg har virkeligt et problem med blomster i mad og alligevel ender det relativt ofte med at disse små vanskabninger ender på min tallerken.
Det næstværste er blade fra planter med spiselige blomster og alligevel ender de også på min tallerken. Jeg mistænker Claus Meyer for at have implanteret en hjernestyrings chip i min hjerner, der tvinger mig til at bruge blomster  i min mad.
Løsningen er, indtil nu, at jeg altid har en hat på, lavet af sølvpapir.

Jeg ville fermentere min kat, hvis det ikke var fordi min livsledsagerske stoppede mig hver gang. Når man først er grebet af fermentering, er det ikke til at stoppe igen!
Fermentering er en fantastisk måde at få ting til at smage surt eller syrligt, hvilket i mange henseende giver en god balance i maden. Dog er min begejstring for fermentering langt hen ad vejen en teknisk interesse, frem for egentlig velsmag.

Passer det i skålen, skal det fermenteres!

Inspirationen til opskriften kommer fra et besøg på Amass, en kold vinterdag. Og mellem os, så er Amass det sted, hvor der er bedst value to money på den Københavnske restaurantscene. Her fik vi nogle top lækre kuvertbrød. Jeg har ingen anelse om jeg har ramt den originale opskrift, men det er da et forsøg.

Du skal bruge lidt fermenterede kartofler, men indtil at COOP og Dansk Supermarked får øjnene op for potentialet for at sælge fermenterede kartofler som halfabrika, må du lave dem selv. Du kan læse om hvordan man fermentere kartofler her.

Jeg elsker alt, hvad der er fermenteret herunder øl, vineddike, soyasauce, cava, oliven, yoghurt, ost, sauerkraut og penicillin.

Fermentering har i et stykke tid været det nye sort i gastronomiens øvre luftlag. Bl.a. erindrer jeg nogle fermenterede løg, hvilket smagte ganske udmærket. Det der virkeligt fik sat gang i min begejstring for det sure, var det fermenterede kartoffelbrødet fra Amass. Ok, jeg var lidt skuffet over det til at starte med, men det var kun fordi jeg havde læst flere anmeldelser, der lovpriste brødet som en anden high carb messias. Det tror jeg alligevel ikke det kunne bære smagsmæssigt, men et herre godt brød er det.

Som ølbrygger har man en lille forkærliged for fermentering – hvis man da er et yeast head som mig. En dag åbnede jeg køleskabet og fandt et blogindlæg på nordicfoodlab.org om nuka, en japansk fermenteringsmetode.

I Japan bruger man traditionelt risklid, salt, vand og kombutang til at lave en grød (uden opvarmning), som man så kan dække forskellige grøntsager med. Efter kort tid begynder snasket at spontangære, ligesom en surdejsgær. Det er rimeligt enkelt

Nordic Food Labs har versioneret denne fremgangsmåde i en mere (suprise!) nynordisk retning. Derfor bruger de havregryn og stoutøl til deres nuka. Jeg har lavet nuka et par gange nu og har indført nogle tweaks.

Først og fremmest bruger jeg mere væske end NFL. Deres opskrift indeholder 900 g. havregryn og 500 g. øl. Jeg bruger mindre havregryn og mere øl – mere øl giver bare altid bedre mening.

Jeg er heller ikke så meget til spontangæring, så jeg styrer processen ved at tilsætte en hjemmebrygget lambic, med noget meget sur mælkesyregær i.

Top