Da jeg var en lille purk og havde hjemmekundskab, bad Palle, min hjemkundskabslærer, mig altid om at gemme porrertoppene i fryseren. De skulle efterfølgende bruges til grøntsags eller kødfond. Siden da har min fryser altid været fuld af porretoppe. Jeg har i mellemtiden selv tilføjet
Det her er en rigtig spareret – en såkaldt “cheap-ass-ret”,, der skal udfordre, om man kan spise sundt, low-carb og velfærd for 150 kr. i en uge. Denne ret sprænger budgettet, men for en uge, skulle vi samlet set kunne holde budgettet.
Den er simpel, men der er masser af muligheder for at pifte den op: Bacon er en mulighed, citronskal, fennikelfrø og spidskommen er andet, der ville passe fint til retten, hvis du synes, den må koste lidt mere end 20 kroner pr. mand.
Har du ikke kan skaffe en billig savoykål, så kan du bare bruge hvidkål, spidskål eller grønkål og sågar spinat. Bruger du frossen grønkål eller spinat så er 300-400 g. passende.
Laks er god, spinat er sund og du er lige så (hvis du spiser det).
Jeg har altid været en stor fan af Johannes V. Jensen, deraf mine digterevner. Jeg tror han ville have været stolt af mig…
Og spis nu for Guds skyld skindet!
Jeg er tilhænger af at spise hele dyret. Det er ikke bare noget jeg siger for at være hipstersmart, men noget jeg lever efter. Faktisk fortrækker jeg indmad og off bits, frem for det regulære, kontroversielle og lidt kedelige kød.
Af og til bliver det så ekstremt (ikke for mig) at mit livs udkårende og medblogger siger: “Nu stopper ud, du vil bare have det, fordi det er underligt”. Citatet stammer fra da jeg ville ud og finde myrer til at krydre min mad med skærpekød.
Jeg mener helt reelt, at vil bør og skal mindes om, at det er dyr vi spiser. En gang hakket oksekød er der ikke nogen, der kan se, hvad er, men alle ved, hvad de står med, når de har et hjerte i hånden. Alle der spiser kød burde som minimum kunne slå et dyr ihjel, alt andet er hykleri.
Hvis man opfatter hjerter, lever, haler, hjerne, tæer, nyrer mm. som ulækkert er man både en smule afkoblet, fra det at spise dyr og gastronomisk udfordret. Alle disse ting smager fantastisk, det handler bare om evner i køkkenet.
Sjovt er det at det med at spise off bits og indmad er meget modebetonet. Der er ingen der rynker på næsen ar brisler, oksehale eller svinekæber, da de er på mode. Det faktum gør kun modstanden mod indmad og off bits mere hyklerisk.
Denne ret er fra den tidlige sommer, hvor jeg ikke helt havde tid til at lave opskriften. Heldigvis havde jeg skrevet ingredienserne og stikord til fremgangsmåden ned.
Som nogen måske har opdaget, så stinker den af fjordrejer, blomsterkarse og stenbiderrogn. Den stinker med andre ord af forår og sommer. Fjordrejerne er i sæson fra april til oktober.
I Danmark er der fire almindelige arter: Roskildereje, Tangreje, Hesterejen og Brakvandsreje. Tangrejen har tigerstriber, hvilket ikke er helt dårligt i bad ass-statistikken, dog ligner brakvandsrejen en monster psykopat og er næsten gennemsigtig, hvilket gør den totalt ninja og derfor min ynglingsreje. Hesterejerne er der ikke meget hest over, men tyskerne skulle være vilde med dem. Roskilderejen er den mest kendte fjordreje og derfor også den mest arrogante.
Opskriften er med rå rejer. Sørg for at købe dem levende. Så er du sikker på, at de er friske og samtidig kan du mærke den sælsomme følelse det er at pille hovedet af en levende reje og mærke hvordan den spasser helt ud i hånden bagefter.
Rejer og andre krebsdyr er i øvrigt i familie med bænkebidere, så hvis du ikke har råd til fjordrejer, så kan du erstatte dem med bænkebidere i opskriften.
Som flittige læsere af bloggen (hej mor) ved, så har vi en lille urban have på 16 m2. Den giver ikke meget, men rødbedehøsten er særdeles god i år – vi er nok oppe på en 15-20 stk. Og tro mig, friskhøstet rødbede smager noget mere spændende end en af de der hengemte supermarkeds-monstre.
Derfor lister der sig rødbeder ind i dagsmenuen for tiden. Ud over at alt hvad der dyrkes, skal spises, så hader jeg også at smide mad ud. Her kunne jeg så godt komme med en meget lang moralpræken om madspild og CO2 udledning, men det vil jeg afholde mig fra. Det der piner mig ved at smide mad ud, er tanken om alle de lækre retter, det kunne blive til: Syltede rødbeder med flødeskum og fishsauce, blåskimmelost med brunet smør og rejer og klassikeren ristet blomkål, syltede agurker og jordbærsyltetøj….
Ud over rødbeder, fylder off bits og hø meget for tiden. Jeg havde ikke mulighed for snige nogle hanekamme ind i retten, så det blev hø i stedet. Faktisk har vi købt en stor pose (i hamstersektionen i Bilka) til at lave høbagt selleri med. Langt mere end vi skulle bruge, men jeg nægter af smide noget af den meget fine hø ud. Indtil videre er det blevet til at bage med hø, røge med hø og krydre med hø. Next step: Hø-fermentering!
Vagtler au vin, lugter lidt af coq au vin og det er også der fra inspirationen kommer fra. Vagtler ligner og smager ret meget som kylling.
Vagtler skulle efter signende være meget brugt i det kinesiske køkken, hvor man griller den i noget krydret sovs og stikker en pind igennem den fra hoved til røv. Jeg har her valgt en mere europæisk tilgang med trøfler og hvidvin. Så kan kineserne beholde deres pindemad og dårlige manerer for sig selv.
Det her er sprøde kålchips ovenpå en kærnemælk/kaffe-smoothie. Smager det godt? Det er subjektivt, men jeg kan forsikre om, at det ikke er en ret man hurtigt glemmer.
Retten lægger sig derfor i slipstrømmen på Rasmus Grønbechs “caviar og banan”, min egen fars “banan og torsk med chili og ost”, “pindsvin med unger” og “syltede ansjoser med hyldeblomst-gele” fra El Cellar de Can Rocca. Alt sammen noget mange har spist, syntes om eller ej, men aldrig glemmer….
Der var kyllingevinger i fryseren, og jeg orkede ikke flere hot wings. Det var en af de dage, hvor man åbner køleskabet og bare tænker:
Det her var så hvad det kunne blive til…
(Jeg er klar over, at det er at bryde alle konventioner at servere gremolata til kyllingevinger og opskriften er noget damebladsfjans – fuck det!)
