HomeArticles Posted by Louise Mousten Vestergaard (Page 36)

Author: Louise Mousten Vestergaard

Pasta med vodka? Jo den er skam god nok, og det er faktisk nogle autentisk, skøre italiener, der har fundet på den lidt aparte blanding. Du kan læse hele triviaen her, hvis du keder dig. Opskriften her er hentet og tilpasset fra Sølvskeen (1. udgave 1 oplag – den hvor oversætteren ved en fejl kom til at oversætte “vildsvin” til “vild bjørn” med deraf mange mystiske forviklinger om, hvordan du stort set bare tilbereder bjørn som var det et slagtesvin….)
Inden du dog bliver for begejstret over det med “alla vodka”, kan jeg lige berolige med, at retten på ingen måde kommer til at smage af vodka. Alkoholen når at brænde af og får i stedet det fine formål at gøre tomat-fløde saucen mere raffineret og mindre “børnet.”

Det er en afsindig dejlig og velsmagende  pastaret, som vi – hvis vi var typerne der lavede det samme mad mere end én gang – helt sikkert ville sætte på madplanen igen.

Dette majsbrød tager ikke lang tid at forberede,og så skal det ikke hæve, for det er nemlig lavet med bagepulver.
Ud over at det er virkeligt pænt, smager det lige som noget en indianer ville fixe over bål og er godt til chili con carne eller nogle saftige sydstatsretter.

Du kan spise det nybagt eller riste det dagen efter.

Der er mange der tænker på lever med gru og mishag. Men glem din barndomsleverforskrækkelse og prøv at smag lever, der er ikke er stegt til sålelæder serveret med lidt fræk garniture. Sydeuropa har fattet hvad det går ud på, og denne opskrift er lånt fra Jens Vestergaard Jensen (Melee).
De friske og let syrlige grøntsager camouflerer den skrappeste leversmag fuldstændig, så det er med andre ord en god begynder-ret for leverspisere.
Det er et godt princip, at man skal spise hele dyret, når det nu har måtte ofre livet, og det betyder også leveren. Forholder du dig stadig tvivlende, kan du jo glæde dig over, at der trods alt er mere bøf end lever på et lam!

Det er rabarbersæson, og dermed tid til at skære de sure stængler i skiver og forvandle dem til alverdens røde desserter. Vi har startet sæsonen ud med denne friske og kolde rabarbersuppe serveret med stor klat skyr, smagt til med vanilje.
Min rare kæreste og medblogger (som i parantes bemærket ikke er den store frugtspiser) spurgte høfligt hvad forskellen nu var  på rabarbersaft og rabarbersuppe, da jeg serverede denne dessert. Svaret er enkelt: Saft kommer du i et glas – suppe i en skål!
Og nå ja, så mængden af sukker. Og du ville aldrig komme skyr i din saft, vel?
Får du lyst til at lave saften kan du finde en god opskrift her

Så blev det maj, og temperaturen har allerede nået at snige sig over de 20 grader. Det kan du i den grad mærke på udbuddet af råvarer, som lige nu er et sandt mekka af spæde urter og de første nyhøstede grøntsager. Det er dem du skal fokusere på nu, og gemme rodfrugterne til det igen bliver efterår.
Hvis du har have, vil du se, at der allerede er ting af plukke, og hvis du kigger lidt væk fra det kultiverede bed, er der nok at plukke i grøftene.  Så kom maj du søde milde!

Der er russisk salat, som vi kender det i Danmark, med rødbeder og peberrod. Og så er der russisk salat på spansk, som ret beset minder mere om vores italienske salat.
Her til lands er salaternes geografiske navnesammenfald vist noget at gøre med de farver, som fremtræder når man kigger ned i skålen. I Spanien har Enseladilla rusa sit navn, fordi de egentlig er en russisk ret, opfundet af en frisk fyr ved navn Olivier, hvorfor retten indimellem også optræder under navnet Salad Olivier.

Russisk salat optræder på de fleste catalanske tapaskort, og en tapasret som vi altid bestiller som noget af det første, når vi får chancen.

Favoritrejsemålet of all time, er vi enige om her i husstanden, er Barelona. Vi elsker catalonernes tapaskultur, og kan uden det mindste problem fylde en hel uge eller mere med at planlægge hvilke tapasbarer vi skal besøge, i hvilken rækkefølge og hvilke hapsere vi skal plukke ud af menukortet. Nå ja, og så kan man drikke cava til.
Det er ikke helt skævt at påstå, at vi gennem årene har spist os gennem Raval, Gracia og Eixample og gennemtravet de fleste klassiske catalanske tapas-retter og en hel del nyfortolkninger og eksperimenter. Fra dette ekstremt saglige udgangspunkt, mener vi os i vores gode ret til at påstå, at det immervæk er noget mindre mindre underholdende at spise “tapas” i Danmark, hvor alt der kan serveres på cocktail-pinde eller i små portioner per definition er “tapas”.

Denne ret er en suveræn tapas, som kan bikses sammen på ingen tid. Den skal serveres lun med brød til.

Top