HomeArticles Posted by Louise Mousten Vestergaard (Page 29)

Author: Louise Mousten Vestergaard

“Hvis du ved enkelte lejligheder har spist hijiki-tang, er det usandsynligt at risikoen for at få kræft er øget betydeligt på grund af dette indtag. Man du bør dog ikke spise hijiki-tang fremover”, skriver fødevarestyrelsen på deres hjemmeside og anbefaler, at man “kasserer produktet eller leverer det tilbage til købsstedet”, hvis man skulle være så dum/uvidende/uheldig at komme hjem med sådan en pakke højradioaktiv tørret tang. 
(Men de mener selvfølgelig også, at du endelig bare skal spise grøntsager fra frost.)
Hvis du allerede er skræmt fra vid og sans, ja så hold dig blot fra hijiki-tangsalaten. Men du skal bare lige vide, at japanerne har spist hijiki tang i årtusinder og alligevel har verdens højeste levealder. (De har i øvrigt heller ingen overvægtsproblemer. diabetesbomber og andre livsstilssygdomme som kommer af forkert – og for meget – kost…)

Lad det være sagt med det samme. Intet af det wasabi, du køber i Danmark, er wasabi. Heller ikke selv om det kommer fra en en fin bøtte med japanske tegn. Japanerne beholder deres wasabi for sig selv, som de køber som friske rødder og river fint. Det du får herhjemme, hvad enten det er på sushirestaurant, i supermarkeders tuber eller specialbutikkers fine metalbøtter er peberrod og grøn farve. Vil du have ægte wasabi, må du smugle nogle rødder med ud af landet, eller dyrke dem i potter på altanan.
Wasabi-is er en ret fin opfindelse. Vi smagte den på et tidspunkt som softice i Hakone nationalpark, hvor de sammen med den sorte, grillede bambus-is på billedet var et tiltrængt break i varmen.
Japanernes is og desserter er ikke særlig søde, men du kan smage den til som du synes. Wasabi-is lyder måske lidt voldsomt, men faktisk fungerer det overraskende godt.

Dorayaki er små japanske kager – sødet med røde bønner! (De smager mange gange bedre, end de lyder. Søde røde bønner er én af japanernes favoritter i slik og kager, og vil du indføres i japanernes noget besynderlige kage/konfekt stil, er det bestemt et af de mere imødekommende ender at starte i! (Feks. meget lettere at spise end geleteret risstivelse og andre besynderligheder…)

Ordet æbleskiver er faktisk ret misvisende, for de japanske, runde dejkugler har kun formen tilfælles med vores hjemlige æbleskiver. Vi spiste dem i Tokyo denne sommer, men egentligt stammer de fra Osaka noget længere sydvestpå, hvor de vist især er festival-mad. I Osaka har de en hel del takoyaki restauranter i den gamle bydel. I dag er de populære i hele Japan og kommer du kun til Tokyo, skal du lede efter de små restauranter under jernbanebroerne, hvor der især er livligt efter mørkets frembrud.
Hvis du kan se en blæksprutte uden på en bygning, er det også et godt tegn på, at du har ramt plet. Ellers kan du – som med vores æbleskiver – købe dem på frost i supermarkederne.
Du kan heldigvis også lave dem selv, og som dansker har du den fordel, at du ikke først skal ud at investere i en takoyaki-pande. Den gode gamle æbleskivejern egner sig nemlig fortrinligt til formålet.

Onigiri er navnet på japanernes mest intelligente fastfood. De trekantede hapsere kan du købe i enhver japansk 7eleven, supermarked og banegårdskiosk, og udgør en hurtig hapser på farten. På vores rundrejse fandt vi dog aldrig helt ud af, hvor japanerne rent faktisk spiser dem, for der er ingen (som i INGEN!) der spiser på gaden. Punktum! Onigiri er ris med lidt fyld i midten, omviklet med nori-tang. De minder lidt om en stor sushi, selv om det rent teknisk ikke er en sushi, da risene blot er kogte og ikke som til sushi vendt i en marinade.

I Japan spiser man ris til alle måltider. Det japanske ord for mad betyder også ris, og ris er centralt for praktisk talt ethvert japansk måltid.
Af en eller anden grund har jeg altid syntes, at det var ret svært at koge ris, uden at få dem enten våde eller hårde, men ris har heller aldrig rigtigt være en del af vores basiskost i Danmark. Til gengæld bliver jeg altid glad, når det lykkes at få risene helt fine. Hvis du har det på samme måde, kan du måske blive inspireret af japanernes meget lette metode.
I Japan bruger man ikke de langkornede ris som basmati eller jasmin, men altid kort-kornede ris, som indeholder mere stivelse og derfor klistrer mere under tilberedningen.
Japanerne kan godt lide deres egen ris-sorter og jeg tror ikke, at du kan købe de japanske spiseris i danske butikker, for ud over at de bedst kan lide deres egne produkter, er de samtidigt stærkt utilbøjelige til at eksportere noget som hels . Til gengæld kan du købe sushiris i de fleste supermarkeder og med lidt held kommer de både fra Japan og minder om dem, de selv spiser.

Grøn te is smager helt uovertruffent godt. Det er et hit, hvis du serverer sushi eller noget andet japansk til middag, og selv hvis det ikke er det, der står på menuen, smager isen så godt, at du har lyst til at spise den alligevel.
Grøn te er en nøgle-ingrediens i de søde japanske køkken, som ellers bestemt ikke er særlig sødt, og de er helt vilde med at komme de pulveriserede grønne teblade (matcha) i kager, konfekt og ikke mindst is. Det er helt sikkert på  grund at de ekstreme mængder grøn te japanerne hver dag konsumerer, at deres hud er lige så stram og rynkefri som et udspændt trommeskind, og alene af den grund kan du spise et par skefulde grøn te is med virkelig god samvittighed.
Is er én af de ting, der faktisk klæder matcha rigtig, rigtig godt. Den lidt bitre og parfumerede smag fra teen klæder den kolde, søde creme i ekstrem grad.
Har du en ismaskine kan du lave en is der bliver silkeblød, men du kan faktisk også bare købe en god vaniljeis og smage den til med et par skefulde matchapulver. Denne her er lavet med frysetørret instant matcha importeret fra Solens Rige, men almindelig matcha te kan det samme.

I Tokyo havde vi for nyligt fornøjelsen af at spise på én af byens bedste tempura-steder. Tsunahachi har friteret skaldyr, fisk og friske grøntsager i næsten 100 år, og rækken af tålmodige mennesker der tager ophold i køen foran restauranten vidner om, at her er der noget at komme efter.
Vel anbragt ved bardisken, hvor man kan se de dygtige tempura-kokke arbejde, kan man bare læne sig tilbage, mens den ene friske tempura-servering efter den anden bliver anbragt foran én.
Ål, rejer og andre skaldyr, hvis liv var endt i minuttet før de endte i tempuradejen, blev serveret med største præcision.
Med mindre man er en dygtig lystfisker, kommer man næppe i nærheden af fisk så frisk, som man gør i Japan –  og så alligevel. For én af de allerbedste tempura-retter vi fik serveret var en stor musling af en art, som ikke findes på vores del af kloden. Til gengæld kan man gøre det samme med helt almindelige blåmuslinger.
Lav et kilo til to personer og server med ris og soyasauce til at dyppe de friterede muslinger i.

Japanerne har en svaghed for geleterede væsker, og de er rimeligt kreative med, hvad man kan bruge gele til. En yndet dessert – vist nok især om sommeren – en sødet geleteret kaffe.
Måske var det Retsina-paradokset der ramte os,  (Teorien om at Retsina kan smage endog dejligt på Kreta, men knap så meget i København!) da jeg tænkte “Um, det smager sørme godt nok heeelt vildt godt!”, da vi bestilte en kaffe-jello på et spisested i Kyoto.
Hjemkommet til egen adresse måtte konceptet naturligvis prøves af.
Det er heldigvis virkeligt let af lave, og det smager faktisk også ret godt i Danmark. Hvis man ikke er helt så skeptisk over for gele, vil man enddog gå så langt som at kalde det en rigtig raffineret dessert!

Top