HomeArticles Posted by Louise Mousten Vestergaard (Page 28)

Author: Louise Mousten Vestergaard

Vi er ikke typerne som alene spiser en salat til aftensmad – med  mindre den er lidt mere fyldig end denne her. Til gengæld er vi ret vilde med at braisere noget kød og spise en salat til, eller bare lave en række små retter, hvoraf den ene er en salat.
Ja sådan er vi – vi har alt for meget fritid, er der nogen der mener.
Skulle du også have for meget fritid kan vi anbefale dig at købe en kajak, få nogle børn eller begynde til kor. Hvis ingen af de ting appellerer, så fis ud i køkkenet og lav noget mad. Det er i virkeligheden meget sjovere!

Man bliver efter sigende klog af omega3, (Det fandt jeg ud af, ved at læse Femina og Alt for Dullerne, da jeg var bænket hos min frisør i sidste uge, som egentlig helst ville have fri på en solskinsfylds søndag, havde svært ved at skjule sin irritation over, at jeg havde bestilt den sene tid kl 16, og syntes hendes chef var en heks, hvilket hun hviskende fortalte mig på flere lidet subtile måder), derfor insisterer jeg på, at vi skal spise laks regelmæssigt – gerne på ugentlig basis. Der er godt nok noget med nogle tungmetaller, men come on, laks smager bare godt – ikke mindst i nyrøget tilstand. Her har den fået nye venner i form at rødbede og frisk hovedsalat.

Köfte er tyrkiske, krydrede boller af okse- eller lammekød, men ligesom vores frikadeller er populære i hele skandinavien findes de i det meste af Mellemøsten. De laves typisk med persille og mynte, men de her er også tilsat både hvidløg, chili, spidskommen, kanel og muskat, som gør dem ret så velkrydrede.
De er gode til hummus, grillede grøntsager, fetasalat og ristet brød.
Hvis du griller dem, kan du med fordel trykke farsen omkring nogle gode, tykke grillspid – gerne i stål – varmen tilbereder dem indefra, samtidigt med at de bedre holder formen.
Dygtige, tyrkiske kokke har en helt særlig, raffineret teknik ud ud köfte-udrulning. Vi andre amatører ruller så godt vi kan…

Nu må det være slut med alt det japanske tang og miso, for herhjemme er det højsæson for bugnende mængder friske grøntsager, som vi vist også trænger til at få kastet et blik på.
Samtidig er det NU, du skal en smut ud til kysten og hamstre havtornbær, som både er hypermoderne, sunde, velsmagende og pænt tjekkede i en salat.
Samtidig er det nu, du får de bedste rødbeder, og sammen med lidt feta har du faktisk basis for et total lækker sensommer-salat.
Hvis du kender nogen der kender nogen, der selv dyrker rødbeder skal du prøve at lokke et par friskopgravede ud af dem. Hvis du ikke venter for længe, kan du sagtens spise de grønne blade, der vokser over jorden – de smager sjovt nok også af rødbede.

Miso-suppe er slutningen på ethvert japansk måltid. Morgen, middag og aften. Du får en skålfuld misosuppe, mens du venter på din sushi, inden (eller efter) du får dine tempura serveret og ja, selv om morgenen, når du egentlig bare har lyst til en kop kaffe og en croissant, dukker der en lille, energisk japaner op med en skålfuld miso-suppe, lidt tangsalat og noget friskkogt tofu. It´s no fucking joke!
Miso-suppen er hellig for japanerne, og det virker som om, de ikke kan få nok.

Miso-suppe kan laves på mange måder, men hovedessensen er den japanske fond dashi og miso, der består af gærede soyabønner.
Kombinationen af tørret fisk, kombutang og gærede soyabønner giver en smag, der er smækfuld af umami, og når du har drukket en skålfuld føles det som om, du har spist en halv ko, hvilket er ret fantastisk taget i betragtning af, at suppen aldrig har set mere end højst lidt tørret fisk. Af samme grund er miso-suppen ret appetit-balancerende.
De fleste miso-supper du får serveret i Japan er helt simple og uden fyld af nogen art. Nu er jeg ikke ekspert, men jeg har indsamlet lidt miso-data; to ugers rundrejse i Japan gange tre daglige måltider bliver alligevel til nogle miso-supper, og på baggrund af den emperi mener jeg mig i stand til at kloge den vældig meget på miso-suppe.
Vi fik den ofte serveret med forårsløg, lidt svampe, yndige tang-sløjfer eller nogle tern af tofu. Nogle gange var suppen kogt på shitake-svampe eller bittesmå muslinger i stedet for den traditionelle bonito. Her får du en basis-opskrift, som du kan lave til morgenmad i morgen, hvis du trænger til at skifte dine havregryn og skyr-produkter ud.

Somennudler er lidt ligesom udon-nudler, bare meget tyndere, og ikke helt så saftige som deres fætre udon.
Til gengæld kan du købe dem tørrede herhjemme, og de er gode til at absorbere den smagsgiver man tilfører dem.
Retten her er ret almindelig som udon-version på nudel-barer i Japan, og har sikkert et navn på japansk, som jeg dog ikke er i stand til at fortælle mere kvalificeret om.
Japanerne bruger godt nok ikke stenbiderrogn, men derimod saltede torskerogn, som jeg ikke har set, man kan købe herhjemme. Vi havde til gengæld en rest stenbiderrogn på frost fra foråret, så det blev sådan i stedet.
Du skal naturligvis selv vende æggeblommen rundt i de varme nudler. På den måde får du en slags japansk carbonara.

Kushiage (Eller kushikatsu) er en specialitet fra den japanske by Osaka. Det er ret simpelt: kød, fisk eller grøntsager sat på bambusspid, vendt i panko og friturestegt.
Man spiser dem fra de små boder eller de egentlige restauranter, hvor man enten køber en enkelt spid eller et helt sortiment. Kold øl er obligatorisk.
Kvarteret Shinsekai  tæt ved stationen har vi hørt omtalt som “Mad-Lad Vegas”, og det er vel nok den mest rammende beskrivelse endnu hørt. Området er plastret til lanterner, blinkende lygter og lystavler og vrimler med restauranter og små boder, der sælger de lokale specialiteter. Kushiage er uden tvivl den mest populære.  Kushiage spises traditionelt med en særlig kushiage-sauce, men du kan også bare servere det med soyasaue. Hvis du skulle komme på en kushiage-restaurant vil der stå en stor skål med kushiage-sauce på bordet, og så er der kun én regel – dobbelt-dyp er strengt forbudt!

Skulle du undre dig over, hvad den lange røde spid i midten mon er lavet af, kan jeg oplyse, at det er en halv rød pølse! Jep. En halv rød pølse.
Og ideen er ikke vores – tanken om at sætte en rød pølse på et spid og friturestege det, ville næppe strejfe vores tanker – men derimod en ussel efterligning, af en kushiage, vi fik i Osake denne sommer. Japanerne overrasker til stadighed, og i madglade Osaka er princippet lidt “Anything goes”….

Top