“Hvad er det her for én”, spurgte den unge pige bag kassen i supermarkedet og kiggede forvirret på den hvid-grønne knold, hun havde i hånden og derfra til den laminerede oversigt over vej-selv-grøntsager, hun havde liggende ved kasseapperatet.
“Det er en fennikel”, svarede jeg høfligt.
“En hvad?”. Pigebarnet så ud som om jeg talte russisk.
“En fennikel”, gentog jeg.
“Den står altså ikke på min oversigt.” Pigebarnet så helt fortabt ud, da hun greb røret og ringede til sin kollega i Frugt & Grønt efter assistance.
“Ja, det er mig”, sagde hun ind i røret. “Der er en kunde, der vil købe en fæææ-niii-kel. Det er sådan en hvid og grøn én. Hvordan taster jeg den ind….??”
Ovenstående samtale udspillede sig for noget tid siden i vores supermarked. Og gudhjælpemig om det ikke skete igen lidt senere – en ny dag i et nyt supermarked. Fennikel står åbenbart ikke fast på menuen hos alle danske familier, og det er egentlig synd, for det er en af de absolut mest lækre grøntsager, som så småt er på vej i sæson.