Rødbeder er i familie med “bederne”, og det er altså ikke de kastrerede væddere, der her er tale om, men snarere sølvbeder, bladbeder og sukkerroer (!)
Enten elsker eller hader man rødbeder – og er du én, der elsker de små røde knolde, får du her lidt mere inspiration til at få sat rødbeder på middagsbordet. Er du en hater, kan du måske overbevises, når du nu hører, hvor sund og alsidig den er.

Smag
Vi kommer ikke udenom – rødbeder smager faktisk lidt jordet og fadt. Men de er også søde – hvilket især fremhæves, når de bages og braisseres. Smagen er forskellig afhængig af sort og vækstforhold, men generelt er de bolchestribede beder både sprødere og friskere i smagen end de røde. Den fade smag har under alle omstændigheder godt af noget syre – f.eks. i form af æble, og også gerne noget fed creme fraiche, fløde eller olivenolie.
Snakker vi sundhed, kommer rødbeden også med forrest i feltet. Med den fiberrige rod følger en multivitaminpille og blandt andet letoptageligt jern – som du skal bruge for at danne røde blodlegemer.

Sæson
Hvis man er til barnemord, kan man hive de spæde rødbeder op af jorden allerede i juli måned og bruge dem i en posh servering – måske glaseret i lidt portvin. Hvis du hellere vil vente, til de er færdigmodnet, må du vente til hen midt i august. Har du selv sat en række rødbeder, kan du derefter hive et par stykker op, efterhånden som  du får brug for dem, de næste mange uger.
Rødbederne hives op af jorden i løbet af efteråret, og hvis de opbevares køligt og tørt, kan de holde til langt hen på foråret.
I industrien er rødbeder altid i sæson – her laver man nemlig udtræk af den intense farve og bruger den som farvestof i forskellige levnedsmidler.

Anvendelse
Du kender de syltede rødbeder, som er obligatoriske på leverpostejs-maden, men rødbeder er meget mere end det. Grundreglen er, at du tilbereder dem med skrællen på og gnubber det af efter varmebehandling. Ellers trækker både farve og smag ud, og du ender med et køkken, der ligner et blodbad.

Hvis du aldrig har smagt dem rå, er det på tide at få lavet en god salat med dem, for rødbeder kan nemlig spises rå, hvis du skærer dem tyndt eller river dem groft.
Prøv at skære tynde skiver og server med varmtrøget laks og yoghurtdressing  eller lav en dressing og server rødbedeskiverne med havtorn og feta.
Rødbederne har en gul og sågar bolchestribet kusine, som smager ligesådan. De bolchestribede er især gode til at spise rå, da farven ellers let forsvinder. 

Rødbeder udgør grundstenen i den russiske suppe borstch, men du kan også lave en mere simpel suppe og måske servere den med lidt puffede vilde ris.

Rødbeder beholder smagen bedst hvis du saltbager dem, og hvis du derefter hakker dem groft og vender dem med rygeost, dild og mayonaise, får du måske verdens lækreste rødbedesalat.

Husk også, at du kan spise de spæde topskud som salat, og når de er blevet lidt større, kan du stadig skære de fineste af de grønne blade af, hakke dem fint og vende dem i en salat.

Rødbeder

[adsenseyu1]

Post Tags
Share Post
Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top