Foto venligt lånt af Bill Tyne, FlickR

Hvert år i september er der et værre postyr, når de danske medier genopdager en flere år gammel historie fra arkivet: at hyldebær i rå form – stadig – er giftige. Det er vel egentlig god public-service, for de de rå bær kan udvikle cyanid (blåsyre), der ud over at være anvendt i kemisk krigsførelse kan give en vældig alvorlig diare og opkast.

Så ved du det, hvis du nu får lyst til at  sylte rå “hyldebærkapers” (snart et årti efter NOMA var med til at gøre dem til den nynordiske variant af kapers, og snart et århundrede efter at den gode Tørsleff bragte opskriften i den grønne syltebog.)

Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i hyldebær-gaten. Nogen biologer og fødevarekemikere mener, at du helt bør undgå rå hyldebær, andre at det kun er de grønne bær, der giver balladen.
Vil du være på den sikre side, giver du dine hyldebær et opkog. Og ærlig talt så er de rigtige kapers nu engang bare et bedre produkt, og rå modne hyldebær smager bare ikke særlig rart.

Smag
Modne hyldebær smager af mørke bær – lidt a la solbær, men uden den samme sødme. Af samme grund skal den gerne følges med en god mængde sukker, som til gengæld fremhæver den dybe, mørke smag af tidlig efterår.

Sæson
Hyldebærrene er modne i starten af september. Og hvis nogen har pillet snitterne fra det blomstrende hyldetræ, da sommeren sagde goddag, hænger de oftest med tunge klaser, når sommeren takker af. Du kan fryse bærrene eller koge saften af og fryse den ned.

Anvendelse
Hyldebærsaft, hyldebærtoddy og varm hyldebærsuppe. Hyldebær kan anvendes på mange måder, men det er især saften der traditionelt er blevet brugt. Smagen er mørk og intens, og bliver et ekstra fint bekendtskab, når den møder lidt syre fra citrusfrugter. Og så er det jo ikke mindst værd at nævne de små sorte bærs sundhedsfremmende egenskaber: C-vitamin og ikke mindst antioxidanter har i århundrede gjort hyldebær  meget anvendt som naturmedicin.
Ifølge undersøgelser kan hyldebærrene skubbe en forkølelse fra sig, og personlige erfaringer bakker bestemt op om den tese.

 Samlertips
Hyldebær kan du plukke i skove, krat og langs stier fra slutningen af august og det meste af september. Træerne vokser mange steder og er meget almindelige i hele landet. Men skynd dig – der er mange, der er interesseret i de mørke bær, ikke mindst fuglene.

[adsenseyu1]

 

Post Tags
Share Post
Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top