Dild rimer på nordisk mad, lette forårsretter, skaldyr og fisk. Dild er én af de absolut fineste krydderurter, vi har, og anvendelsesmulighederne rækker længere end gravad laks og smørrebrød. Gør klar til en lille peptalk om dildens fortræffeligheder og få købt en ordentligt dusk hjem til forårets stenbiderrogn, torskerogn og friskfangede fisk.

Smag
Dild smager friskt, aromatisk og en lille smule af anis og har fine, bløde blade. Dild fåes i mange forskellige sorter. Om det er sorten eller opvækstvilkårene der gør forskellen, skal jeg lade være usagt, men der er ret stor forskel på kvaliteten af det dild, man køber.
Supermarkedsdild i små potter til 7 kroner er sjældent særligt spændende. Men smut en tur ned til din grønthandel, som typisk sælger nogle flotte bundter, der har meget mere fylde og smag.

Sæson
I supermarkedet er dild altid i sæson. Dyrker du det selv, er det typisk fra juni til oktober, du kan høste friske krydderurter. Man kan så dild flere gange i løbet af sommeren, og det tager kun cirka 5 uger fra såning, til dilden er klar til brug, og derefter går den ret hurtig i blomst.

Anvendelse
Dild er uundværlig til gravad laks og til meget andet fisk og skaldyr. Hvad enten du koger krebs eller krabbekløer er en dildmayonaise perfekt ledsager. Dildmayoen er også en sikker vinder til enhver kartoffelmad. 
Krydderurten er også fin til de mere kødfulde retter, og du kan f.eks. lave en ret lækker dild-pesto, som gør sig godt til lækkert, mørt oksekød.
Bruger du dild i de varme retter, skal du først tilsætte det til allersidst – ellers forsvinder de fine smagsnoter.
Endelig kan du bruge – især krondilden – som smagsgiver til en uovertruffen hjemmelavet snaps.

Dild

Post Tags
Share Post
Written by

Finder du opskrifter på salater, desserter eller kager, har de som regel været under min kniv. Men jeg er også en ørn til pies, simreretter, ting der kan skæres i store tern og alt mad man kan drikke cava til.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top