Æg i æbleskivepande // Kanom Krok khai nok kra-ta + peanutdip

Herhjemme er det en tradition, at vi lillejuleaften spiser medister og grønlangkål. Bagefter står den på æbleskiver. Denne Jul kom vi aldrig til æbleskiverne pga. mæthed. Derfor blev de serveret til morgenmad! Og ja, jeg stod tidligt op for at lave æbleskivedej og bage dem juleaftensmorgen. I ren og skær mismod over at have givet op på æbleskiverne lillejuleaften, besluttede jeg mig for at æbleskivepanden skulle svinges lidt oftere i det nye år. Prøv lige at tænk på hvor bizar en pande en æbleskivepande er. Den ligner jo mest af alt en dårligt vedligeholdt villavej i udkantsdanmark. Kan man bruge denne pandernes enfant terrible, dette misfoster af et støbejern og juleminder til noget andet end bare æbleskiver. JA! (kom svaret prompte – efter et par timers googeling og pinteresting). En af det ting jeg fandt frem til var, at man i Thailand har en pande der ligner meget, ved navn kanom krok, som også er navnet på en halvmåneformet dampet kokosbudding. En anden ting thaierne bruger deres kanom krok pande til er vagtelæg. Den er så simpel at lave, at selv den mest indavlede sønderjyde kan være med. Dippen til er nok det mest komplicerede, men den kan sagtens erstattes af en eller anden form for købe chilisauce som f.eks. Sriracha Sehrscharfe Chilisauce. Du udover en æbleskivepande skal bruge:

  • 12 vagtelæg
  • Kokosolie eller en smagsneutral olie

Dip:

  • 10 g. tamarind
  • 15 g. palmesukker
  • 1/2 dl. vand
  • 1 tsk olie
  • 3 spsk. peanuts
  • 2 spsk. fishsauce
  • 1 fed hvidløg
  • 3 tørrede chilier
  • Den hvide marv af en citrongræs

Sådan gør du: Start med dippen. Hak palmesukkeret til mindre stykker og kom det sammen med tamarind og vand i en lille gryde ved middel varme. Kog indtil tamarind og palmesukker er opløst. Tilsæt evt. mere vand undervejs. Hak hvidløgsfeddet og citrongræs og kom det i en lille minihakker sammen tamarind/palmesukker blandingen og resten af ingredienserne til dippen. Blend til det er en jævn masse. Hvis den bliver for tyk, kommes der mere vand i. Sæt dippen på køl i 30 min. Lige inden servering, varmes æbleskivepanden god op ved middelvarme. Når panden er varm, kommes der lidt kokosolie i hver hulrum og herefter et æg. Når hviden er fast og blommen er flydende, tages æggene af panden. Dette køres bedst med en spiseske. Stik evt. en tandstik i hvert æg og pynt med lidt forårsløg hvis du er i det humør. Server med dip til. [adsenseyu2]

Written by

Hvis du på denne side falder over en ret med hjerne, lever, hjerte, hale, tæer, hoved eller insekter, så er jeg sandsynligvis ophavsmand til den. Jeg er gastronomisk interesseret med en forkærlighed for det alle andre ikke vi have og i visse tilfælde afskyr.

No comments

Sorry, the comment form is closed at this time.

Top