Home2015november

november 2015

Æbleskiver er intet mindre end en dansk delikatesse. Dem er der langt imellem, og derfor skal vi være ekstra stolte af dem, og værne om den tradition, det er at bage dem selv. Ingen dybfrys her – det tager omtrent lige så lang tid at varme de iskolde klumper op i ovnen, som det tager at piske æg med mel, sukker og mælk.
I dag er det ikke almindeligt at fylde æbler i æbleskiverne, men det er faktisk en ualmindelig god ide. Her plejer vi at karamellisere nogle æblebåde, men en lille teskefuld god æblemarmelade kan snildt gøre kunsten efter. Er du til den –  i dag – mere klassiske variant kommer opskriften her.

Jeg har lidt af en svaghed for risengrød og rice puddings, så da jeg faldt over denne opskrift i kogebogen “Det sydamerikanske køkken”, var jeg ikke i tvivl om, at den snart måtte på menuen.
Desserten skal spises varm eller lun og den søde kondenserede mælk giver en fyldig, karamelagtig sødme, som er ret hyggelig.
Er du fan af dulce de leche, vil du helt sikkert blive fan af denne dessert.

Toulouse, Castelnaudary og Carcassonne mener alle at være cassouletens oprindelsessted. Hvad der kommer i og hvordan en cassoulet laves, skulle angiveligt give anledning til hæftige diskussioner og sporadiske blodsudgydelser. Men lidt enighed er der dog. Nogle fanatiske cassoulet-tilhængere, der klæder sig ud i røde Ku Klux Klan dragter og kalder sig The Universal Cassoulet Academy, kæmper for cassouletens fremme – på trods af geografiske skel og cassoulet-versioner. Deres svorne formål er:

  • to promote Cassoulet and the ingredients involved in its creation
  • to organise and participate in any event which might further the awareness of Cassoulet , symbol of the cultural heritage of the region

Nedestående opskrift er på cassoulet fra Castelnaudary, som er kendetegnet ved at indeholde and og svin. I Toulouse skal der lam i, mens der i Carcassonne skal svin og agerhøne i. Hvis du giver dig i kast med en cassoulet, så skal du prøve at se, om du ikke få fingrene i en cassole (der af navnet cassoulet). En cassole er et lerfad, ikke er ulig et klassisk dejfad (underforstået: brug et dejfad).

Denne fiskesuppe er næsten en stuvning, for den er fyldt med fisk, rejer og blæksprutte og en masse grøntsager i store stykker. Det hele har fået lov at simre i fiskefond og kokosmælk, og resultatet er bestemt en gentagelse værd.
Opskriften er fra kogebogen “Det sydamerianske køkken“, som formidler en række fantastiske opskrifter fra hele kontinentet.
Opskriften her er en gengivelse af den i bogen, hvor det anvendes kokosolie. Det skulle efter sigende give en fantastisk smag. Indrømmet, her er der brugt olivenolie i mangel af bedre. Vi har engang haft kokosolie i huset, men kunne simpelthen ikke finde anvendelsesgrundlag for det i det lange løb, så magtede ikke at købe en ny og ende op et helt glas endnu engang.

Opskriften her er fra kogebogen “Det sydamrikanske køkken”, som er rykket ned på en central plads i vores køkken, mens vi udforsker det store kontinents gastronomi. Denne her – øjensynligt chilenske mousse – har allerede opnået klassiker-status, og jeg vil på det kraftigste anbefale, at du får den prøvet af. Moussen spises med ristede skiver brød som en forret eller lille hapser.
Bogen foreslår egentlig, at man tilsætter noget mere husblas, så man kan vende den ud og servere den i skiver, men det syntes vi lige var spændende nok. 2 blade husblas giver en cremet, men stadig mousse-agtig konsistens.
I denne opskrift er også tilføjet ingredienser til en hjemmepisket mayonnaise. Det tager fem minutter ekstra, og er det hele værd.

Brandade er en klassisk sydfransk sag, men versioner findes også i Spanien, Italien og Portugal. Kort sagt, så er brandade hvidløgs-kartoffelmos med klipfisk. Og det er netop klipfisken, der gør brandade til noget særligt.

Af en eller anden grund, virker klipfisk til at have et dårligt ry. Dybest set er det bare meget salt torsk, kuller eller hvilling (klipfisk har et saltindhold på mellem 16-22%), som man udvander, og som på mange måder kan bruge som almindelig torsk. Pga. af saltningen og tørringen har klipfisk et lavere vandindhold end friske torsk, hvilket får klipfisk til at smage lidt kraftigere. Se på klipfisk som på parmaskinke – hvilket jo også bare er en saltet og tørret skinke, og den er der ikke ret mange der har noget mod at spise.

Jeg har et ikke særligt hemmeligt kærlighedsforhold til kløbenboller, og ikke sjældent er jeg smuttet ind, når jeg ser en god bager, der har dem i vinduet. Om man definerer kløbenboller som brød eller kage er vist et spørgsmål om religion. Men den særlige specialitet er hvert fald proppet med rosiner, kandiseret pomerans og ikke mindst COCKTAILBÆR! som man jo ellers har lidt svært ved at finde anvendelse for.
Bollerne smager så godt, at du kan spise dem som de er, men de tager ikke skade af, at blive smurt med smør. Og nogen sværger til en skive ost…

Må indrømme, at vi her i huset – som som mange andre vel – har en svaged for sprøde snacks, der har været en tur forbi fritureolien. Friterede blæksprutteringe er én af favoritterne.
Kan du skaffe en hel tiarmet blæksprutte, er det klart at foretrække, men alternativt, kan du på frost købe ferske blæksprutteringe. De er ikke gode til ret meget andet end en tur i frituren, men her fungerer de så faktisk helt okay.
Ringene vendes i en beignet-dej og kommer derefter ned i den varme olie, til de er sprøde og gyldne. En lille dip til og et glas hvidvin vil være helt efter bogen.

Timian i dessert. Kan man det? Jep, og det her er en fucking genistreg, som jeg opfandt forleden. Intet mindre!
Klementinerne ligger og marinerer i en skøn blanding af hvidvin, muscovado, kanel og timian. Og det er en fuldstændig fantastisk kombination, som jeg virkelig vil opfordre dig til at prøve. Timianen og kanelen giver en krydret fylde og vinen holder det hele lidt i skak.
De her blev serveret med letpisket creme double rørt op med kornene fra en vanljestang, men lidt alm flødeskum, creme fraiche eller en skefuld vaniljeis ville også være lækkert.

Top