maj 2015

Ud over at være en ualmindelig pæn fisk, så smager dorader virkelig godt. Det er en rigtig god spisefisk – der også kaldes havbras – som har et lyst, magert kød som er ret fin i teksturen. Fisken hentes op fra de mere sydlige vande ved middelhavet, men de bliver også opdrættet og en gang imellem skulle der vist også svømme en enkelt eller to helt herop. Ja, så global opvarmning er ikke kun af det onde…
Forleden havde de meget friske dorader hos fiskehandleren, så hjem kom de og mødte webergrillen til en temmelig hot date. Og sådan en fin fisk behøver egentlig ikke så meget baggrundskor, men kan snildt spille førsteviolin selv. Så den blev blot serveret med lidt grøn pesto og nogle grøntsager, der lige havde fået et hurtig tur på panden.

Altså kage og kage…det er det jo ret beset ikke. Det er en kompot med flødeskum, og fungerer bedst til dessert. Og hvordan er det nu det er. Er den en æblekage, hvis det er med makroner og bondepige med slør, hvis det er med ristet rugbrød?
Anyhow, denne her er jo så med rabarber. Præcist som min mor laver den. Min mor sværger dog til makroner. Jeg synes nu, at den smør- og sukkerristede rugbrød også gør noget ualmindelig godt ved hele affæren.

Jeg er ret pjattet med frugt i min salat, som – i den rigtige dosis –  giver en rigtig god balance til mange salater. Denne gang var det ferskner, jeg kastede min kærlighed på. Osten giver en skøn, salt fedme, som gør, at det bliver en super mættende middagssalat. Og så de der crunchy, spicy pekannødder på toppen med et drys frisk mynte. Så kan den der sommer altså godt snart komme an.

Siden det belgiske vaffeljern blev introduceret til husstanden i december, har vaflede ting og sager regelmæssigt været på menuen – og ja Mikael, vaffeljernet er virkelig et fabelagtigt instrument.
Disse vaflede kanelsnegle er intet mindre end et genistreg. De florerer på amerikanske blogs, så da vi brændte inde med en halv portion sød gærdej forleden, var husets vaffelaficionado ikke sen med at hente vaffeljernet frem.
Rigtige belgiske vafler er egentlig lavet på gærdej, og derfor kommer de i konsistens til at minde ret meget om de originale – sådan lidt sprøde og seje i det. Og så forestil dig lige hvordan en belgisk vaffel med swirls af kanelremonce smager….Jep!

 

En pesto er lavet med basilikum, hvidløg, pinjekerner og  Parmigiano Reggiano (parmesanost). Punktum!
Men læser man i John Dickies bog Delizia! er der en lidt anden beskrivelse af, hvad pesto alla genovese er. Sekondløjtnant Giudeppe Chioni var krigsfange under første verdenskrig i Celle, Hannover. I fangeskabet oplevede han stor sult, som han og kammeraterne tildels kompenserede for ved at skrive en kogebog. Under sovser var den første opskrift “pesto alla genovese”. Denne sovs bestod af basilikum, hvidløg, persille, en smule æg, krydderier og sardinsk pecorino.
Mange italienere vil påstå, at det ikke har noget med en pesto at gøre, hvilket set i et historisk lys, ikke er korrekt. Den pesto vi kender i dag, er en afart af denne oprindelige opskrift, som sikkert igen er tilblevet fra noget helt tredje. Med denne historiske ballast tillader jeg mig at tolke pestoen på en en ny og nok lidt mere velkendt måde.

“Hvad er det her for én”, spurgte den unge pige bag kassen i supermarkedet og kiggede forvirret på den hvid-grønne knold, hun havde i hånden og derfra til den laminerede oversigt over vej-selv-grøntsager, hun havde liggende ved kasseapperatet.
“Det er en fennikel”, svarede jeg høfligt.
“En hvad?”. Pigebarnet så ud som om jeg talte russisk.
“En fennikel”, gentog jeg.
“Den står altså ikke på min oversigt.” Pigebarnet så helt fortabt ud, da hun greb røret og ringede til sin kollega i Frugt & Grønt efter assistance.
“Ja, det er mig”, sagde hun ind i røret. “Der er en kunde, der vil købe en fæææ-niii-kel. Det er sådan en hvid og grøn én. Hvordan taster jeg den ind….??”

Ovenstående samtale udspillede sig for noget tid siden i vores  supermarked. Og gudhjælpemig om det ikke skete igen lidt senere – en ny dag i et nyt supermarked. Fennikel står åbenbart ikke fast på menuen hos alle danske familier, og det er egentlig synd, for det er en af de absolut mest lækre grøntsager, som så småt er på vej i sæson.

De fleste, der har spist blåmuslinger, har fået dem dampet i hvidvin, hvilket også er helt klassisk og ganske utroligt velsmagende. Men nu når man har fået dem hvidvinsdampet med alt lige fra bacon til ged, så skal der fornyelse til (samt afprøvning af min nye Weber gasgrill), og denne gang skulle de gratineres.

Gratinering af muslinger er næsten lige så klassisk som hvidvinsdampning, men lige en tand mere besværgeligt end dampede muslinger, som jo er den absolutte superfastfood. Jeg vil mene, at jeg kan lave en portion muslinger i hvidvin, hurtigere end en bumset teenager kan svinge en Big Mac menu over disken på McDaka. Der ud over er der en kvalitetsforskel på linjemuslinger fra Limfjorden og en gang kødaffald mellem to stykker sandkage.

I nedenstående opskrift, er der brugt to slags smør, en estragonsmør og en chilismør. Er du ikke til chili, giver du den bare dobbelt op med estragon, er du derimod capsaicinoholiker og trænger til dit daglige fix, så drop estragon. Men drik under alle omstændigheder en kold øl til, aller helst en tjekkisk pils (til kvinderne) eller en dry stout.

Peach melba er vel én af verdens top 10 mest klassiske desserter. Sjovt nok vi aldrig lavet den før. Hvorfor? Nok fordi den lyder lidt for corny, lugter for meget af 1980er middag (selv om den ret beset blev opfundet 100 år før) og minder om barndom med dåsesyltede ferskner på kartonis.
Og selv om det ret beset ikke helt er sæson for hverken ferskner eller hindbær befandt begge dele sig pludseligt i indkøbskurven pr. impuls, så det var jo nærmest som om, højere magter guidede mig.
ALLE fordomme blev sat i skammekrogen, for der er faktisk en grund til, at det måske er én af verdens mest kendte desserter, og det er, at det faktisk er én af verdens allerbedste desserter. Jeg tager ikke pis! Hold nu op, hvor smager kold vaniljeis godt, når man blander det med pocherede ferskner og lader hindbærsaucen binde det hele sammen. Seriøst – det er den bedste sunday, du kommer i nærheden af! Men forfald ikke til nemme løsninger. Du skal bruge friske bær, modne friske ferskner og du må i gang med ismaskinen, hvis du da ikke bor ved siden af en isbutik, der kan forsyne dig.

Spaghetti Vongele er en syditaliensk klassiker fra Napoli, hvis køkken er en kendetegnet ved de store pastaretter og de mange fisk- og skaldyr.
Vongele laves med venusmuslinger, som dog kan være lidt af en udfordring af skaffe herhjemme. Så køb et net, hvis du ser dem, omend de er temmeligt dyre. Hvis du bor i København har Fiskerikajen i Torvehallerne dem en gang imellem,  Ellers kan du også snildt bruge hjertemuslinger, som typisk både er lidt billigere og lidt lettere at skaffe. Kan du kun skaffe blåmuslinger, får du altså ikke spaghetti vongole, men stadigvæk en rigtig skøn pastaret!
Spaghetti alla vongole kan laves bianco eller rosso – det er tomaterne der divergerer, og du vælger selv, om de skal i. De giver nu en ret frisk smag, så det kan godt anbefales.

Top