Bacon jam er en af de ting, der lægger sig i slipstrømmen af det gastronomisk set lettere kuriøse og ikke helt seriøse, som f.eks. friturestegt marsbar.
På den anden side er bacon jam “honest cooking”, som amerikanerne kalder det. Dvs. mad lavet uden halvfabrika, hvilket er meget unikt ovre i Fat Elvis’ eget land.
Syltetøj med kød er et koncept, der tiltaler mange (især mænd), da frugt jo ikke er rigtig mad – heller ikke om morgenen. Er man for doven til at lave sin egen bacon jam, findes der rent faktisk kommercielle alternativer fra bl.a. Eat 17, men de kan så vidt vides ikke købes i Danmark. Måske der her er en ledig plads i det danske marked for en driftig sjæl?
Bacon jam er en alsidig størrelse, der kan bruge på morgenbrødet, på scones, i hotdogs, i burgere, til sandwich, på ostebordet og til at omvende vegetarer. Det er kun fantasien og evt. lillemor, der sætter grænser.