Home2014oktober

oktober 2014

Der er mange gode opskrifter på græskarsuppe, men denne her er helt enkelt, ærlig og levner plads til, at du kan smage græskaret. Man kan toppe med alverdens lækre ting – stegte bacontern,  poppede ris, koriander, frisk chili, sprøde tern af rugbrød, ristede græskarkerner osv osv. Her har den fået stegte champignon og en god klat creme fraiche. Det er dælme godt. Og så koster den ikke i nærheden af 20 kr pr mand, uanset hvor mange cheapass dogmer, du propper ned over den!

Svenskerne har deres “Janssons fristelse”, der er et flødestuvet kartoffelfad med ansjoser. Denne her er lavet med kippers, kapers og forskellige rodfrugter. Så vi kalder den for “Jensens fristelse”. (Hvis man da må kalde noget som helst for Jensen i disse tider, hvor kong mishandlet malkeko, har taget patent på navnet.)
Om den er bedre end originalen er en smagssag, men den er mindst på højde! Ej, faktisk lidt bedre.
Denne her er uden kartofler, som er ét af vores dogmer for “cheapass” konceptet. Til gengæld er den proppet med selleri, gule beder og persillerod, som jo er ganz verboten, hvis man sværger til LCHF, men den slags nazi-regler har vi ikke tid til at mene noget konstruktivt om.
Og så holder den sig under de berygtede 20 kr. pr mand. Så du kan roligt invitere hele kollegie-gangen eller villavejen forbi til middag.

Nogen mener at Hugh Fearnley-Whittingstall er vattet, (bl.a. min kommende hustru), andre mener, at han er visionær inden for lokalt producerede fødevarer (herunder undertegnede).
Siden hans spæde start på Discovery Channel for en 15+ år siden, har jeg fulgt med. Én af de ting jeg har set ham lave mange gange er noget på toast, herunder bønner og spinat. I denne ånd – og fordi jeg har en urban have (hvor grønkålen er dyrket) og derfor er lidt selvforsynende –  har jeg også lavet noget på toast.

For at det skulle blive mere end en frokosthapser, tilføjede jeg lidt okselever fra en fritgående højlandsko, som jeg selv har gået og klappet (måske, der var mange på marken).
Leveren vejede i alt 7,5 kg. så der er til et par toast. Er du interesseret i at se et billeder af leveren, så kig med her.

En af de ting vi har lært ved at skære ned på kulhydraterne er, at man kan gøre måltidet meget mere interessant ved at lave flere små retter i stedet for bare en enkelt. Ikke noget avanceret, bare enkelt, simpelt og godt.

En anden praktisk lektie vi har lært er, at når man skal spise billigt og går op i dyrevelfærd, så er der ikke nogen vej udenom enkelte dage med vegetarmad.

Med disse to gange visdom kommer sellerirösti med selleriremoulade, ovnbagt hokkaido græskar med brunet smørsovs og blomkålspure med stegte svampe og lynsyltede løg ind i billedet.

Græskarretten er inspireret af et besøg på Mandfreds, sellerirösti er bare old school klassisk vegetarmad, mens blomkålspureen er vores egen opfindelse. Skulle vi lave noget om,var det at blomkålspureenskulle have noget knas, som kontrast til de mere linde konsistenser.

For noget tid siden undersøgte vi, hvorvidt man kan spise god, sundt og varieret – og ikke mindst dyrevelfærds-tilgodeseende –  aftensmad i en uge for 150 kr. pr person. Anledningen var, at Danske Bank havde beregnet sig frem til, at man kunne leve efter fødevarestyrelsens anbefalinger for kun 15 kr om dagen. Den rekord orker vi ikke at slå, men vi vil gerne være med til at sætte fokus på, at sundt, godt mad ikke behøver ruinere hele budgettet. 
Derfor gentager vi nu legen og giver den næste uge inspiration til, hvordan man kan lave gode, velsmagende retter for under 20 kr person – når man vel at mærke stadig lever efter nogle af tidens store dogmer: 

Grundlæggende bryder jeg mig ikke om frugt i mad. Jeg er mere til frugt for sig og mad for sig! Alligevel kommer jeg nogle gange til at komme frugt i min mad. Især hvis frugterne er gratis… og seriøst gode.

Forleden var jeg ude og nasse lidt frisk humle hos en god kammerat. På vej ud til humleranken, kom vi forbi hans vindruer. Han lød nærmest som om, at det var forbundet med stor smerte at skulle overkomme at spise alle de friske og tilpas søde (ikke alt for søde) vindruer. Et hurtigt “mmmhh de er gode”, og jeg havde en god posefuld med hjem (samt tre store poser humle). Tak Johnny.

Ud over at nasse gratis frugt mm., har jeg også en anden hobby,  og det er små fugle. Hver gang jeg kommer forbi en lille skovdue, possin, vagtel eller fuglekonge i køledisken, hos fiskehandleren eller på altanen, bliver jeg sådan lidt…

exited

 

Har man en svaghed for de mindre ansete udskæringer på grisen og ikke er bange for at synderkoge sin mad, så er grisetæer et godt sted at starte. Når man står med en grisetå i hånden, er man helt sikker på, hvor på grisen denne udskæring stammer fra. Det er i skarp kontrast til de “fine” udskæringer, for hvor mange mennesker ved egentligt, hvor flæskestegen stammer fra på grisen?
Det er den lidt makabre – men også meget ærlige – sandhed, at det kød, du spiser, stammer fra et andet levende væsen, som hale, øre, hoved, tæer og indvolde besidder.

Man kunne argumentere for, at der rent faktisk er en vis tryghed i at spise alle de ufine udskæringer og indvolde, da de er, det de er og ikke har været 22 forskellige ting i køledisken, inden det blev til koteletter eller “småkød”.
Samtidig bør det at spise kød ikke være afskåret fra det faktum, at der faktisk går et dyr til i processen. Faktisk skulle det være en obligatorisk del af alle menneskers generelle dannelse at give en gris en tur med en boltpistol med en 6 mm. Cash Magnum patron. Først da kan man sætte pris på den værdi, kød rent faktisk har.

Og her er så en opskrift på grisetæer. Det er en form for grisetærskrebinetter, der er holt sammen af al den gelatine, der er i skindet på tæerne. Når alt kommer til alt, så består en grisetå mest af skind. Første gang man spiser meget gelatinøse retter, kan de virke meget… overvældende. Her bliver den meget fede fornemmelse bøjet lidt af med en syrlig vinagrette. Opskriften er i øvrigt stærkt inspireret af Stéphane Reynauds bog Gris & Søn, en vældig god og lidt tuttenuttet bog med stor kærlighed til grisen.

Det er ret beset lidt uden for sæson – de danske kartofler er ikke sådan rigtig nye længe, men faktisk kan du stadig få friske, danske kartofler. De er bare ikke ultra små længere.
Denne mad er min personlige smørrebrøds-favorit og ender altid på tallerknen, når jeg spiser smørrebrød ude. Uanset hvor spændende smørrebrødskortet ellers ser ud. Her er den helt klassiske, som jeg foretrækker den – serveret med en Schumacher citron/chili snaps.

Vi kan godt lide at lave vores egne kryddersnapse. De kommer frem til julefrokosterne, hvor de vække jubel lige indtil gæsterne går i brædderne. Resten af året – minus til påske – står de mest og samler lidt støv nederst i barmøblet. Undtagelsen er fridage og søndage, hvor der hurtigt kan snige sig et større nyklassisk smørrebrød ind – og hertil hører sig en god snaps.
Forleden havde vi lyst til smørrebrød (læs snaps) til frokost, men magtede ikke indkøb. Løsningen blev et stykke “tøm-køleskabet”, som faktisk var så velsmurt, at vi nu giver tippet videre.
Her har vi serveret en kold valnøddesnaps til, som er en ret stor favorit.

Top